"Kan vi klare lidt mere?"

”Kan vi klare lidt mere..?”

JA – Det tror jeg nok lige vi kan. Så har jeg efterhånden været på børnehjemmet Manuelito i en hel måned, og man må sige, at vi efterhånden er faldet godt til, os 3 danske volontører! 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de første par uger var ret hårde, og i høj grad handlede det egentlig bare om, at finde ud af, hvor de ønskede vores hjælp, og hvordan vi bedst mulig kunne gavne i hverdagen her på projektet.

Dernæst blev sproget jo også en rimelig ”grande” udfordring, og er det sådan set stadigvæk, men der er håb for det nu, sådan som jeg ser det, og jeg forstår allerede meget mere, end jeg nogensinde troede jeg skulle komme til.

Min dejlige preeschool må jeg simpelthen bare indrømme, at jeg knus-elsker! Børnene er super irriterende, en kæmpe frustration og jeg holder så utrolig meget af dem!!
I starten var det lidt svært, at få accept og respekt som lærer. Det kan jeg sådan set godt forstå, for det var virkelig begrænset, hvad jeg fik sagt den første uge i klassen.

Mit ordforråd er vokset markant, og børnene kender mig også noget bedre nu, så det har resulteret i, at de nu med stor fryd gerne vil vise deres lektier og andre ting de har succes med. 
Mine gyngeture er meget populære på legepladsen, da den bare får alt, hvad den kan trække! - De bliver taget imod med store smil og dejlig latter!

Vi lærer at børste tænder! 

Et sødt smil, der kan smelte ethvert hjerte!

  

To glade lærer med deres dejlige elever!

”Hvordan går det så på pigeværelset?” – Det er ikke nogen hemmelighed, at det jo helt sikkert, har været den anden store udfordring, for hvordan falder man lige til på et værelse med 7 andre piger, hvor man ikke snakker sproget? De har taget så pænt imod mig, og jeg er faldet virkelig godt til der også. Min hjælp med engelsklektier er i høj kurs, så det hjælper jeg gerne med.

Aftenandagt med pigerne! - Jesus er vejen frem! 

En anden sjov oplevelse jeg havde her på projektet var onsdag d. 9. Marts. Vi har allerede i den tid jeg har været her på projektet, haft besøg af to amerikanske teams, som bygger på den nye skole, som jo er fremtiden for Manuelito.
I hvert fald, hver gang et team rejser hjem, skal det ikke gå uset hen! – Der skal holdes en afskedsfest, som egentlig bare er en lang præsentation af alle mulige forskellige talenter, de her børn er blevet velsignet med. Det kan være sang, drama, dans. Der er ikke mange grænser, for talenter her på Manuelito.
Da det sidste team rejste, ønskede en af de store piger, at synge en sang for dem. Det var den spanske version af Hillsong ”Ocean”. Det blev mit store projekt, at hun skulle lære den sang udenad, så der blev øvet, som aldrig før! Og jeg kan kun sige, at hun klarede det intet mindre end fantastisk. Udover at hun lærte sangen, gjorde jeg det faktisk også! Så jeg kan synge den sang på spansk nu. Ja, man lærer vel lidt nyt hver dag!  

Os tre volontører og nogle super flinke amerikanere, som har valgt frivilligt, at rejse til Manuelito for at bygge den nye skole!

Så har vi faktisk også oplevet vores anden quinceanera lørdag d. 6. Marts, hvor en af de store piger fyldte 15! Det var i sandhed også en festdag, og jeg kan fortælle, at hun havde en vildt god fest, hvor kjolen og håret jo bare var helt perfekt. Intet var overladt til tilfældigheder!
Det er specielt at få lov til, at være en del af, men det er super fedt at vi må!

”Jesus bor i Honduras!!”

Jeg er godt klar over, at det er en mærkelig overskrift, da Jesus jo er allestedsnærværende, og ikke befinder sig mere i Honduras end i Danmark, men i høj grad mærker jeg bare Guds virke her i Honduras! – Og navnlig her på Manuelito!

Vi har fået lov til, at høre vidnesbyrd fra nogle af de unge mennesker der bor her på projektet, og lige nu vil jeg gerne fremlægge en af dem. Jeg kan fortælle, at det her er ord fra en ung pige på 14 år, som faktisk ikke har boet på projektet ret længe, men hun var villig til at dele hendes vidnesbyrd med os, og det er vi selvfølgelig vanvittig taknemmelige over. For at beskytte pigen, vil jeg i fremlæggelsen ikke benytte hendes rigtige navn, men vi kalder hende Cathrine her.

”Cathrine’s historie – At turde drømme om en fremtid”

Hun fortalte os, at hun blev givet væk som spæd. Hendes mor forærede Cathrine væk til hendes moster. De første mange år af Cathrines liv, boede hun hos hendes moster, som ikke behandlede hende særlig godt. Hun havde mange opgaver i løbet af dagen, og der var altså ikke tid til skolen på grund af dem. Det var heller ikke uvant, at Cathrine ind imellem fik en omgang tæsk, hvis hun ikke makkede ret.
Da Cathrine var omkring 7 år spurgte hun, hvem hendes rigtige mor var. Hun fik en ordentlig omgang tæsk, og fik af vide, at hendes mor ikke eksisterede længere, og at hun aldrig nogensinde, skulle spørge ind til hendes mor igen.
Da Cathrine blev omkring 10 år begyndte en mærkelig kvinde og en lille pige, at komme i mosterens hus. Hun vidste ikke, hvem det var, men fandt senere ud af, at det faktisk var hendes mor og hendes søster, som hun selvfølgelig ikke vidste hun havde.
Pludselig skulle Cathrine flytte hjem til hendes mor, som hun ikke kendte og som hun faktisk troede var død.
Cathrine havde ikke noget imod, at flytte fra mosterens hus, for mosteren havde en stor søn, som var begyndt, at prøve at snige sig ind til hende om natten, og røre ved hende på upassende måder. Da Cathrine fortalte mosteren, at de her ting fandt sted, fik hun endnu en omgang tæsk, og fik af vide at hun løj.
Så Cathrine flyttede fra mosterens fattige vilkår, til moderens endnu fattigere vilkår.
Lillesøsteren, som hun pludselig havde, og Cathrine måtte skiftes til, at gå i skole og ordne opgaver derhjemme, og med nød og næppe gennemførte Cathrine, hvad der svarer til 6. Klasse. – Her skal det lige hurtigt tilføjes, at Cathrine kommer fra Talanga, og var dagelev på Manuelito før hun flyttede ind.
De ansatte på projektet, havde opdaget, at Cathrine og søsteren ikke var så trofaste i skolen, og måske ikke havde det så godt. De tilbød dem derfor en plads her på projektet, så de kunne flytte ind, og være her hele tiden. I starten løj Cathrine, og fortalte at det gik fint derhjemme, men en dag, hvor det blev for meget for hende, kontaktede hun lederen, og ville virkelig gerne flytte ind. Søsteren og Cathrine plagede moderen en hel dag, og til sidst gik hun med til, at de skulle flytte ind på Manuelito. Cathrine fortalte, at hende og søsteren græd af glæde, den dag deres mor underskrev papirerne! – Nu turde hun drømme om en fremtid!
Cathrine er i høj grad overbevist om, at Gud har en helt speciel plan med hende, siger hun, og ønsker os Guds velsignelse! – Må Gud velsigne hende rigt, i hendes fremtid! 

Det her var bare en ud af 43 dejlige børn her på projektet, som alle sammen kommer med en historie der er helt umenneskelig, og virkelig bare uretfærdig!
Men midt i alt uretfærdigheden og meningsløsheden, bærer de virkelig en tro på, at Gud vil vejlede dem i deres liv, og vil følge dem i deres liv. De tror på at Gud har planlagt, at de skal være her på Manuelito, og det er den største gave for dem.
Men kampen er ikke slut endnu! – langt fra!
Manuelito er et skridt på vejen, men det er ikke slutningen. Jeg beder om, at deres fremtid i høj grad må være lysere end deres fortid, og at de må være i stand til at kæmpe sig ud af fattigdom og dårlige vilkår.  – Jeg håber I vil gå i forbøn sammen med mig! 

VI TØR DRØMME OM EN FREMTID!