torsdag den 24. marts 2016

Og livet fortsætter på Manuelito!



Hej igen!!
Så er det igen tid til  at opdatere bloggen, så I endnu engang kan følge lidt med i, hvad det er jeg går og laver her på Manuelito i Talanga.
Det går ikke stille for sig! – Det er en ting der er helt sikkert!

Vi er total på toppen! 

Gratis mel og en dyr kage:

Lørdag d. 12/3 var det Arne’s fødselsdag – og det fejrede vi på den absolut bedste måde. Børnene fra projektet skulle ud og dele gratis mel ud til de mest fattige familier i Talanga. Det fik vi lov til, at blive en del af, og det var en fantastisk oplevelse.
At se den glæde over en pose mel er bare helt fantastisk, og er bare endnu et at de områder, hvor Manuelito hjælper den lokale befolkning i Talanga også!
Vi havde en helt fantastisk formiddag, hvor vi kunne få lov til helt konkret, at gøre en forskel for nogle mennesker, i form af en pose mel – og den blev taget imod med store smil, og rigtig mange ”gracias”!

Senere samme dag fik jeg lov til, at besøge en af de søde lærer her på projektet. Julie er en helt igennem fantastisk lærer, som børnene virkelig elsker og holder af, og jeg forstår hvorfor!
Hun har en brand for de her børn, og ønsker virkelig kun, at de må blive bevaret i troen på Gud – et ønske jeg helt sikkert deler med hende!
Vores forhold til de ansatte er helt sikkert også blevet forbedret, og vi føler os nok i højere grad, som en del af et team nu! – Helt sikkert også et sted, hvor vi har kunne mærke en fremgang!

Arne havde en god ide om, at han gerne ville lave en klassisk banankage med chokolade til alle børnene i anledning af hans fødselsdag. Det var en helt fantastisk ide, men ingredienserne til netop den kage (navnligt chokoladen) koster sådan semi meget her i Honduras.
Så det endte med at blive en rigtig dyr, men afsindig lækker kage, som vi fik rigtig meget positiv respons på! – Ja, en klassisk banankage med chokolade, er virkelig blevet et hit på Manuelito, og vi er såmænd allerede blevet spurgt om, hvornår vi laver den igen.
Opskriften er givet videre til køkkenet, så nu må vi se, om den kommer på den fremtidige menu!

Banankage med chokolade er helt sikkert et hit hos ham her også! 



"Påskeferie - Vi fester hele ugen!" 

Den sidste uge har ikke været helt normal. De har haft ferie, ligesom i Danmark! – Det skal selvfølgelig ikke gå uset hen, at Jesus sejrede over døden! – og det gør det bestemt heller ikke!
Vi fik sådan set af vide, at vi havde ferie, men aldrig har vi lavet så meget, som vi har gjort de sidste par dage! – Hold op, hvor har de været fyldt med oplevelser!


Weekenden gik ganske stille og roligt. Vi har haft fint besøg af Hanna, Kim, Camilla og Jeanette. Vi har altså dermed haft vores tredje academy, hvor vi nu har kunne vende spørgsmål om fattigdom og forældreløshed i et helt andet lys, i forhold til, at vi nu har været tilknyttet projektet i over en måned. En spændende weekend, hvor vi har kunne dele erfaringer, og oplevelser med hinanden. Hvad vi ikke vidste var, at lige præcis fredagen før påskeferien er ”store vaskedag”. Da læreren fortalte mig det, troede jeg faktisk bare at de alle sammen skulle i bad den dag. Det var ikke helt sådan det fungerede. Kl. 10.00 løb den største vandkamp af stablen her på projektet, og vi blev selvfølgelig også inddraget! En sjov måde at starte ferien på. Og så er vi jo også sikre på, at Hanna, Kim, Camilla og Jeanette fik et bad den weekend! – De rejste dog tilbage til Tegus allerede om lørdagen, så nu går der lige et par uger, før vi ser dem igen.

Påskeferien fejres med vandkamp!! - ARNE, HVAD LAVER DU?!?

Mandag:  
Mandag var der bare lige pludselig rigtig mange ukendte ansigter, her på projektet. Vi anede ikke, hvad de skulle her, eller hvor de kom fra. Det viste sig, at de var fra en kirke i Tegucigalpa, som havde arrangeret en masse aktiviteter for børnene her på projektet. Ja, de havde faktisk arrangeret en hel lejr for dem! 
Mandag morgen startede med en andagt og bøn, og så gik det ellers i gang!
Vi prøvede selvfølgelig bare at følge med, så godt vi kunne! – uden at ane, hvad der egentlig skulle ske.
Det viste sig, at de havde forberedt et dramastykke. Bid for bid har de igennem drama vist beretningen om Moses, hans liv og hvordan Gud hjælper ham til, at føre Israelitterne ud af Egypten.
Det har været en rigtig spændende rejse, og de har helt sikkert, lavet et meget gennemført dramastykke.

Moses bliver sendt ud i sivkurven  
Nogle år senere går han til Farao, og beder ham om, at lade israelitterne gå.

Mandag bød også på konkurrencer i de forskellige grupper, og der blev konkurreret til den helt store guldmedalje i en masse sjove, skøre og anderledes konkurrencer! – Noget der helt sikkert har inspireret mig, i forhold til fremtidige lejre, jeg skal være leder på, når jeg kommer hjem. 


Sjove, skøre og skæve konkurrencer! - det hele var et hit! 


Hvor mange balloner, kan han mon få til at sidde fast? 

Mandag aften viste sig også, at være en helt speciel aften. ”La noche de estrellas” – Stjernernes nat. Vi startede aftenen ved bålet og sang lovsang – Jeg er i øvrigt helt vild med de spanske lovsange! – De er virkelig fantastiske.
Anyway – efter lidt lovsang og bøn, fik hver uddelt et starinlys og et stykke papir. Med mit efterhånden noget gebrokne spansk kunne jeg tyde, at det var en påmindelse, om at Gud virkelig har en plan med de her børns liv – og det tror jeg virkelig også på han har! 

Lovsang ved bålet! 

"La noche de estrallas!" - stjernernes nat! 


De læste det, og blev bagefter bedt om, at stille sig i en lang kø. Derefter fik de bind for øjnene og blev så ført ind i spisesalen. Jeg skal lige hurtigt understrege her, at jeg jo sådan set heller ikke vidste, hvad der skulle ske! – Men det fandt jeg ud af!
Hele spisesalen var blevet mørklagt, og på gulvet lyste ultraviolet lys op, som klare stjerner på nattehimlen. – Det er absolut noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set!
En fantastisk følelse af, at man stod på den himmel Gud har skabt.
Børnene lagde sig ned på stjernerne, og der blev spillet stille lovsang. Et meget rørende og stort øjeblik – jeg ville ønske jeg kunne have taget billeder, men de billeder jeg fik taget, kunne man overhovedet ikke se stjernerne på – Så I må nøjes med mit ord for, at det var SÅ smukt!



Tirsdag
Tirsdag forsatte lejrlivet! Denne dag nåede dramastykket så vidt, som til at Moses henter de ti bud. Dette foregår selvfølgelig bedst ved et rigtigt ”bjerg”, så alle børnene på projektet gik hen til det nærmeste bjerg, for at overvære denne scene!

Moses og de ti bud! 
Efterfølgende bestod dagens konkurrencer af noget vandpjaskeri! – Vi vedtog ret hurtigt, at vi faktisk ikke havde så meget lyst til en dukkert, så vi sørgede for at opholde os i køkkenet, mens dette stod på! – Det kunne vi godt glemme alt om! Da det hele var slut, besluttede alle børnene, at vi selvfølgelig også trængte til et bad! Så vi blev slæbt ud, og vendt i nogle dejlige mudrede vandpytter! – Ja, bagefter var det da trods alt ret sjovt!
Om aftenen bød det på ”gallafest” – Alle havde stadset op, og den gode mad, var på menuen! – Igen vidste vi intet om, hvad der gik for sig, men vi blev da ligeså stille klogere, og det var en rigtig hyggelig festaften! 

De store drenge er klar til fest! - og Yeni selvfølgelig! 
Derefter var der endnu engang lovsang ved bålet, og vi fik nu mulighed for, at brænde vores synder i bålet. – En rigtig fin, symbolsk handling! Derefter skulle vi vaske vores hænder, som det næste led i at være rene, til at træde foran Gud. 

Så fik han også vasket hænder.

Efterfølgende, havde de unge fra kirken i Tegucigalpa sat det helt store alter frem i spisesalen. En masse levende lys pyntede salen og et kæmpe alter var sat op til lejligheden. Der var nu tid til intens personlig bøn og mere dejlig lovsang – Noget jeg i høj grad, også selv havde brug for. 

Det flotte alter er sat op!

Onsdag 
Onsdag var folk rigtig godt trætte efter nogle intense lange dage. Programmet om dagen, var derfor heller ikke helt så spækket med alt muligt. Vi gik en tur til ”korset”, som er på toppen af et mindre bjerg inde i Talanga. Efterfølgende spillede vi lidt fodbold, på streetbanen i Talanga, Nu burde jeg være ydmyg, men jeg bliver simpelthen nødt til, at dele den her oplevelse med jer! – Drengene syntes selvfølgelig, at det kunne være vildt sjovt, at spille drengene mod pigerne. I og med, at jeg var en af de få piger, der havde taget rigtige sko på, havde jeg helt automatisk meldt mig på holdet! – Endnu engang anede jeg jo ikke, hvad der skulle ske.
Vi spillede kampen, og jeg kampsvedte, for jeg havde selvfølgelig også taget alt for meget tøj på. Det sidste minut af kampen, scorede jeg faktisk det afgørende mål, så pigerne vandt! – Drengene var vitterligt ikke begejstrede, men de tog nu nederlaget meget pænt.
Ja, jeg oplever mange sjove ting her i Honduras.

Korset i Talanga! - "La cruz" 
Om aftenen blev der afholdt et jødisk påskemåltid med usyrede brød, bitre urter, ”vin” og alt hvad der ellers hører til. Vi blev altså endnu engang præsenteret for israelitternes flugt ud af Egypten, og endnu engang var bøn og lovsang en væsentlig del af aftenens program. Heldigvis har jeg prøvet et jødisk påskemåltid et par gange i Danmark, så jeg vidste godt, hvad de forskellige dele i måltidet skulle symboliserer.

Jødisk påskemåltid - Bitre urter bliver delt ud! 


Skærtorsdag 
Skærtorsdag sluttede lejren, og nu skulle der slappes af! Hvordan gør man det bedre end at tage til en nærliggende ”park” i Talanga, hvor der er en mindre pool, en fodboldbane og en volleyballbane? – Alle børn i projektet blev sat ind i en bus, og så kørte vi ellers.
Det var med garanti en succes, og der blev leget og grinet helt vildt! – Aldrig har jeg set så mange mennesker i den samme, lille pool – og de elskede det! Det gjorde vi for resten også J En kold dukkert er helt sikkert tiltrængt i den her varme.

Vi slapper af ved poolen! 


Forsættes...
Som I jo godt ved, slutter påsken bare slet ikke her! - Imorgen er det langfredag, og om et par dage er det påskedag. Derfor vil jeg, som noget helt nyt opdatere min blog ret hurtigt, så I kan få den sidste del af påsken på Manuelito med. Dette blogindlæg behøvede, vidst bare ikke at blive længere. 
Så glædelig påske til jer allesammen! Husk at Jesus vandt over døden for lige præcis dig, og han gjorde det i en uendelig kærlighed til os! - Gud velsigne jer! 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar