En hilsen fra ”Anna” – En hilsen fra Honduras!
Så er det efterhånden ved at være en måned siden vi ankom til Honduras, og chok hvor er tiden dog gået vildt stærkt! – Det er næsten ikke til at fatte!
For to uger siden, søndag d. 14/2 ankom Arne, Martin og jeg til Manuelito, som er det børnehjem vi arbejder på. Her blev vi taget rigtig godt imod af alle børnene og de ansatte, så det var virkelig en dejlig start. Dog var der lidt problemer med udtalelsen af navnet ”Anja”, så de næste par måneder er mit navn altså ”Anna”, men jeg har allerede lært at reagere på det.
 |
| 3 nye danske volontører, klar til arbejde! (Fra venstre; Arne, Martin og mig) |
Jeg bor på værelse med syv af de store piger og en lille hundehvalp, så det er helt sikkert en forandring. Det er både en stor velsignelse i forhold til, at lære pigerne bedre at kende, men samtidig også en kæmpe udfordring når ens privatliv bliver minimeret så meget. Men det er nogle super søde piger, som har taget pænt imod mig, og selvom der stadig er en sprogbarriere i vejen, formår vi at kommunikere, så vi som oftest forstår hinanden i sidste ende alligevel.
 |
| En dejlig aften med basketball og godt vejr! #weloveHonduras! |
”En hverdag på Manuelito”
Hvordan ser en hverdag så ud på Manuelito? Tjaa den er forskellig for børnene. De store piger og drenge vågner allerede kl. 04.00. JA – Det er absurd tidligt! Men hvis de skal nå ind til deres skole til tiden, skal de op der.
Så hvornår vågner ”Anna”? – jeg kan godt afsløre allerede nu, at jeg trækker den lidt længere. Mere præcis 06.45 starter min dag. Kl. 07.10 mødes vi i køkkenet og får morgenmad, plus vi serverer maden for børnene der bor på projektet. Det skal vi meget gerne være færdige med kl. 07.30, for der mødes vi alle foran skolen på projektet til morgen-”devotion”. Det er en mindre morgenandagt, som sagtens kan tage en halv time.
Kl. 08.00 starter undervisningen i de forskellige klasser. Her splittes vi volontører ind i forskellige klasser, og jeg har været så heldig, at få de mindste. Jeg arbejder hver dag i Preschoolen, som hjælpelærer. Her har vi ca. 10 – 13 af de mindste børn som er fra 3 – 5 år. De er bare super søde, og de har virkelig taget pænt imod mig! Læreren er også vildt sød, og værdsætter i høj grad mit arbejde. Hun er kun 22 år, så vi er næsten jævnaldrende, og vi har det rigtig sjovt, med det arbejde vi laver sammen, selvom vi nogle gange også oplever lidt problemer med sproget.
Jeg arbejder hver dag i preschoolen fra 08.00 til 12.00. Kl. 12.00 er der frokost, hvor vi volontører også godt lige kan hjælpe med at servere maden. Det er faktisk det eneste fastlagte program, der er i min hverdag. Resten af dagen går for det meste med at lege, lave lektier og hænge ud med børnene.
Vi tegner, spiller fodbold, ser fjernsyn. Ja, vi laver mange ting med dem, og de nyder i høj grad vores selskab.
Det er overvældende, hvor meget ens tilstedeværelse i det hele taget bare betyder for dem, og hvor stor en forskel det gør for dem. Så kan det godt være sproget er svært, og vi taler forbi hinanden. Et smil og et kram er et meget universel sprog, og det virker ligeså meget, som om det egentlig bare lidt er det de mangler.
”Tillykke med de 15!!” – Vores første ”quinceanera”
Hvordan ser en hverdag så ud på Manuelito? Tjaa den er forskellig for børnene. De store piger og drenge vågner allerede kl. 04.00. JA – Det er absurd tidligt! Men hvis de skal nå ind til deres skole til tiden, skal de op der.
Så hvornår vågner ”Anna”? – jeg kan godt afsløre allerede nu, at jeg trækker den lidt længere. Mere præcis 06.45 starter min dag. Kl. 07.10 mødes vi i køkkenet og får morgenmad, plus vi serverer maden for børnene der bor på projektet. Det skal vi meget gerne være færdige med kl. 07.30, for der mødes vi alle foran skolen på projektet til morgen-”devotion”. Det er en mindre morgenandagt, som sagtens kan tage en halv time.
Kl. 08.00 starter undervisningen i de forskellige klasser. Her splittes vi volontører ind i forskellige klasser, og jeg har været så heldig, at få de mindste. Jeg arbejder hver dag i Preschoolen, som hjælpelærer. Her har vi ca. 10 – 13 af de mindste børn som er fra 3 – 5 år. De er bare super søde, og de har virkelig taget pænt imod mig! Læreren er også vildt sød, og værdsætter i høj grad mit arbejde. Hun er kun 22 år, så vi er næsten jævnaldrende, og vi har det rigtig sjovt, med det arbejde vi laver sammen, selvom vi nogle gange også oplever lidt problemer med sproget.
Jeg arbejder hver dag i preschoolen fra 08.00 til 12.00. Kl. 12.00 er der frokost, hvor vi volontører også godt lige kan hjælpe med at servere maden. Det er faktisk det eneste fastlagte program, der er i min hverdag. Resten af dagen går for det meste med at lege, lave lektier og hænge ud med børnene.
Vi tegner, spiller fodbold, ser fjernsyn. Ja, vi laver mange ting med dem, og de nyder i høj grad vores selskab.
Det er overvældende, hvor meget ens tilstedeværelse i det hele taget bare betyder for dem, og hvor stor en forskel det gør for dem. Så kan det godt være sproget er svært, og vi taler forbi hinanden. Et smil og et kram er et meget universel sprog, og det virker ligeså meget, som om det egentlig bare lidt er det de mangler.
”Tillykke med de 15!!” – Vores første ”quinceanera”
Den første lørdag vi var her, oplevede vi noget meget vildt. En af de store piger på projektet fyldte 15, og her i Honduras er det en rigtig højtidelig dag. Det markerer overgangen fra pige til kvinde, og det blev i sandhed også fejret.
Hun blev sendt til frisør, og fik ordnet hår og makeup i flere timer. Om aftenen var spisesalen pyntet op, og virkelig forvandlet til en festsal. Hun var iført en flot, lang, rød kjole og var bare rigtig smuk.
Så blev hun placeret på en stol foran os alle sammen, hvor hun skulle have overrakt en hel masse traditionelle gaver. Hun fik sat en ring på fingeren, fik en halskæde om halsen og så fik hun hendes første Bibel. Nok den gave jeg umiddelbart syntes var bedst.
Til sidst fik hun skiftet skoene ud. Lederen af projektet gik op til hende med et par højhælede stiletter og så blev de flade sko skiftet ud med et par høje sko. Det er åbenbart det sidste der mangler, for at være en rigtig kvinde. Jeg har lidt lang vej igen åbenbart.
Efterfølgende blev der ”festet” på honduransk vis, og vi fik rigtig lækker kage, som var blevet bagt i dagens anledning. Det var helt sikkert en rigtig stor dag for hende!
 |
| De flade sko skiftes ud med høje hæle! - så er man pludselig en rigtig kvinde. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar