2 uger i en Fjällräven!

Nu ruller vi alle!  

Så er der endnu engang nyt på bloggen! – Som jeg nævnte sidste gang, ville dette blogindlæg nok ikke i så høj grad omhandle Manuelito, da vi den sidste 2 en halv uge faktisk slet ikke har befundet os på projektet. Det er dog ikke helt tilfældet, at dette blogindlæg ikke vil handle om Manuelito overhovedet.  De har krydset vores veje et par gange og ind i mellem uventet.

Hvad har vi så lavet, tænker I nu. Hvorfor har I ikke været på projektet?

Vi har været ude at få en på opleveren. Torsdag d. 1. April pakkede vi hver vores tasker (jeg pakkede alt grej ned i en relativ lille, sort fjällräv, da jeg ikke lige har andre tasker med, udover en kæmpe rullekuffert. I hvert fald fik jeg pakket til de næste 2 uger i den lille taske. En relativ stor bedrift, for én der konsekvent altid overpakker!)

Så daffede vi mod hovedstaden Tegucigalpa igen. Vores mål var at komme til noget der hedder D & D Brewery – Her kunne vi nemlig komme ud og gå i lidt bjerge og se lidt andre dele af Honduras. Det vildeste vi oplevede her, var nok at komme til at gå i et vandfald! Vi havde en instruktør der guidede os igennem og på den måde krydsede vi igennem et vandfald. Det var ret besværligt at holde øjnene åbne, når man bare fik vand i hovedet i hele tiden, men det var stadig en vildt fed oplevelse, da man stod ude i siderne og kunne se op på det her kæmpe vandfald! – Kan klart anbefales, hvis I nogensinde skulle finde jer selv i Honduras! 

Honduras Cantar!

Vi vendte snuden fra D & D Brewery om søndagen, hvilket bare var perfekt timing! – Søndag aften var der nemlig finalen i, hvad der vil svare til det danske X-Factor! Programmet hedder Honduras Cantar (Honduras synger), og er et talentshow. 

Anyway – de har fattet noget her i Honduras, for hvert band, som var med, repræsenterede ikke bare sig selv, men skulle repræsentere et socialt udsat arbejde. Det betød, at dem der vandt, ville vinde en ”mindre” pengepræmie til sig selv og en endnu større pengepræmie til et projekt af socialt udsat arbejde, som bandet selv havde valgt.
Et band, der hedder 180 Worship, havde valgt Manuelito, som det projekt de ville hjælpe, og hvis de vandt ville Manuelito få en ordentlig sum penge. De vandt ikke – MEN de fik en flot andenplads, hvilket også betød at Manuelito fik 3.000.000 lempires! Det er rigtig mange penge til det her lille projekt, og det kan helt sikkert ændre meget i forhold til den skole, der er under opbygning! – Hvis den skole bliver større, bliver projektet også i stand til at vokse og så kan Manuelito hjælpe endnu flere udsatte familier her i Talanga og i Honduras!
Gracias a Dios!!

WUP WUP! - VI KAN IKKE FÅ ARMENE NED!

Costa Rica – HERE WE COME!  

Den samme nat gjorde vi endnu engang klar til, at skulle videre. Denne gang var målet noget længere væk! Tamarindo, Costa Rica var helt præcis det sted vi søgte og denne gang tog Camilla også med! Siden vi alle sammen bliver i Honduras i over 3 måneder, blev vi nødt til at forlade landet i mere end 72 timer, for at få fornyet vores turistvisum – egentlig en ret god undskyldning for, også lige at se Costa Rica!

Vi satte os på bussen og så kørte vi ellers bare i 15 timer! En billig, men stadig hård måde at rejse på.

For min del var det en meget afslappet uge, med masser af strandture, og dasen i skyggen af et palmetræ, som Arne ville sige det. Costa Rica er virkelig et smukt land, men man kan virkelig mærke forskellen på hvor turistet det er i Costa Rica i forhold til Honduras.
Hvor vi boede var der mange forskellige nationaliteter. Tysk, svensk, canadisk og ja, vi hørte faktisk også nogle danskere i en kø, hvor vi skulle betale for pizza. I Honduras må man nok bare indrømme, at turismen ikke rigtig er slået igennem endnu – nok i høj grad på grund af landets ry.

På vores tur til Costa Rica, nåede jeg at tale med flere om, hvad vi lavede her i central Amerika, og hver gang jeg svarede, at vi arbejde i Honduras, fik jeg at vide at Honduras er farligt og at jeg skulle passe på. Det er det første folk åbenbart tænker, når de hører om Honduras – folk der tydeligvis aldrig har været i Honduras.

Stranden ved Tamarindo! - En smuk solnedgang skal I ikke snydes for! 

Vi havde en fest i Costa Rica! 

Når alt går galt..

Så skal I vel ikke snydes for vores lille beretning om hjemturen til Tegucigalpa. Flere af jer er nok indviet i, at den i hvert fald slet ikke gik som forventet!
Vi havde bestilt billetter til en bus, der skulle stoppe i en lille by i Costa Rica, der hedder Liberia. Bussen stoppede ikke. Havde vi et problem? – JA, det kunne man vidst godt kalde det!
Vi blev nødt til, at sætte os sammen og se på de muligheder vi så havde. Flere ting blev overvejet. Taxa? Andre busser? Hmm – alting ville bare koste en formue, som vi faktisk ikke havde på os.

Vi havde købt billetter til busselskabet Transnica (som vi overhovedet ikke har rosende ord til overs for, når det kommer til deres kundeservice! – Vi kunne vitterligt ikke få fat på dem en hel uge!)

Vi tjekkede deres hjemmeside og så at de havde en bus mere den samme dag! Det var lidt vores sidste chance, for at komme videre den dag, så efter 7 timer og 40 minutters ventetid på en Mc Donalds i Liberia gik vi så langt op af motorvejen, som vi kunne, så vi forhåbentlig ville opdage, når Transnica-bussen kørte forbi!
Solen kogte og vi var lidt presset i den her situation.

Pludselig var den der! – Arne var den første der opdagede den, og hvis han ikke havde set den, havde den nok aldrig stoppet! – Aldrig har jeg set nogen danse og hoppe så meget, som da det gik op for ham, at det var den bus, vi gerne ville med! – Det kan vi dog kun takke ham for, at han gjorde!

Buscaufføren fik vidst ret hurtig medynk med os og kunne godt se vores lidt håbløse situation. (Vi havde virkelig ikke en plan B) Han gik med til, at vi kunne komme med på trods af manglende billetter. Vi kørte med hele vejen til Managua som er hovedstaden i Nicaragua. Så stod vi endnu engang i en situation, der virkelig ikke var planlagt. Der kørte ikke flere busser videre til Tegucigalpa den dag, så vi måtte overnatte en enkelt nat i Managua. Udenfor busterminalen mødte vi en taxachauffør, som selvfølgelig vidste, hvor vi skulle sove den nat. Med hjælp fandt vi et ret billigt hostel og sov der en enkelt nat og tog så det sidste af turen tilbage til Tegus dagen efter. Med en rejsetid på over 24 timer mere end forventet, må man sige at gensynet med Honduras virkelig var en stor glæde! – Tak Gud for at du hjalp os helskindet tilbage til Honduras!

Den berygtede Mc Donalds, hvor vi tilbragte næsten 8 timer, i forsøget på at komme tilbage til Honduras!

Impact academy! – En uge i skole! 

Da vi kom tilbage efter en uges ferie i Costa Rica, ventede en uge med en masse læring. Vi skulle netop tilbring en uge i Tegucigalpa, hvor vi skulle lære noget om børns rettigheder, menneskerettigheder, bæredygtigt udviklingsarbejde og meget mere!

Vi startede tirsdag d. 12. April. Her ventede der virkelig overraskelse til os! Jeg ved ikke, hvor mange danskere der er bevidste om det her, men d. 12. April er den internationale gadebørns dag! Hvordan fejrer man den bedre end at lave en ”demonstration” imod, at der rent faktisk eksisterer gadebørn og samtidig hylde og ære dem!
Vi vidste ikke helt, hvordan det skulle fungere, men det viste sig, at Manuelito faktisk skulle med til dette optog. Det var en kæmpe glæde og velsignelse, at få lov til at dele denne oplevelse sammen med de børn, der rent faktisk er blevet reddet fra gaden!
Los ninos no deben vivir en la calle! – Børn bør ikke bo på gaden! – et slogan Manuelito har taget til sig og et slogan jeg er 100 % enig i!

12. april - international gadebørnsdag! - LOS NINOS NO DEBEN VIVIR EN LA CALLE!

Nogle gange er ballonerne bare mere spændende, når man kun er 5 år! 

 

Børnene fra Manuelito optræder til ære for de børn, der stadig bor på gaden! 

Onsdag skulle vi følge en præst i Tegus, der hedder Alvin. Alvin har startet en større organisation, hvor han hjælper udsatte mennesker. Om formiddagen fulgte vi ham til en preeschool, meget identisk med den jeg arbejder i til hverdag på Manuelito.
Her fortalte han, at via sponsorater, kunne de her børn gå gratis i skole, og få både morgenmad og frokost. En rigtig stor hjælp, for de familier de kommer fra!

Senere på dagen kørte vi videre til et pigefængsel, som Alvin besøger jævnligt. Han ønsker virkelig, at hjælpe de her unge piger ind på den rette livsbane.
Det her ungdomsfængsel overraskede mig meget, for der sad piger i alderen fra 13 – 19 år og flere af dem kunne jeg simpelthen ikke få ind i hovedet, at de skulle være kriminelle. Vi havde en hyggelig tid sammen med dem, hvor vi fik spillet lidt bold sammen med dem!

Bagefter spiste vi hjemme hos Alvin. Om aftenen skulle vi ud og dele mad ud til de mennesker der bor på gaden. Alvin kørte en større pick-up frem og så satte vi os ellers på ladet med 200 tallerkner med spaghetti og noget tomatsovs. Den måde vi blev modtaget på, er næsten ikke til at beskrive og vi mødte virkelig mange forskellige skæbner den aften!
Mens vi kørte gennem gaden, mødte vi flere unge mennesker, som desværre bor på gaden. Det skar virkelig i hjertet – navnligt fordi flere af dem, desværre havde set sig nødt til at sniffe lim, for at glemme smerterne. Man kan ikke dømme dem. Deres skæbne og vilkår er bare så meget anderledes end det vi er vant til, men at tænke på, at gaden også ville have været alternativet for alle mine venner på Manuelito, er simpelthen ubærlig! Jeg håber I vil gå med i bøn for alle de unge mennesker, ikke bare i Honduras, men i hele verden, som ser sig selv uden håb, uden fremtid!

Det blev tydeligt for mig den aften, at det største Alvin egentlig gjorde for dem, var ikke at give dem mad, det var at se dem! SE DEM! – Mennesker der føler sig oversete. Mennesker der føler sig uelsket og ikke ønsket – Alvin ser dem, han hører dem og han lytter til dem! Deres ord betyder noget for ham og hans ord betyder også noget for dem.
Mødet med Alvin var på alle tænkelige måder en inspirerende oplevelse og jeg vil gerne bevare hans arbejde i bøn!

Torsdag besøgte vi organisationen ASJ – Association for a more just society. En organisation der kæmper imod korruptionen her i Honduras. En organisation der virkelig gør et  stort stykke arbejde, for at gøre regeringens arbejde i Honduras mere gennemsigtig, så folk ikke bliver snydt. De har gjort et stort stykke arbejde, hvor de blandt andet har fået børns lærere til at møde på arbejde. Ja – det lyder måske mærkeligt, men det har vitterligt været et problem, at lærere ikke har mødt op på arbejde, men stadig har modtaget løn for deres arbejde. Det har faktisk været så korrupt, at lærere har kunne være ansat to steder og modtage løn fra to steder, men ikke møde op på nogle af de to skoler. En ting som ASJ blandt andet har været med til at nedbringe markant.
Alvins arbejde handlede i høj grad, om at hjælpe den enkelte honduraner, hvor ASJ kæmper for at hjælpe alle honduraner, blandt andet ved at gøre den honduranske befolkning bevidst om deres rettigheder! En kamp der virkelig er værd at kæmpe!

Fredag besøgte vi en kaffeplantage og fik gratis kaffe! Okay - vi fik også en del andet. Vi fik blandt andet et oplæg om vigtigheden af kaffeeksporten for Honduras. Det er nemlig deres største eksportvare. Desuden fik vi også et oplæg, om børnearbejde i forbindelse med kaffe. Er børnearbejde okay? – Jeg kan jo passende spørge jer derhjemme?

De fleste vil straks sige ”nej”.

Jeg har en lille hemmelighed til jer – Jeg har faktisk været børnearbejder! Jeg ynder dog, at kalde det fritidsarbejde, men jeg var dog om ikke andet under 18 år, da jeg udførte dette arbejde. Sådan blev det sat på spidsen til det her oplæg og jeg fik i høj grad også udfordret min tankegang omkring, hvad børnearbejde egentlig er. (Dog tænker jeg ikke på mig selv, som tidligere børnearbejder, men det satte bare tingene lidt i perspektiv for mig)

I Honduras er det faktisk ulovligt, at arbejde hvis du er under 18 år. Mange familier har dog brug for, at børnene arbejder og så længe det ikke står i vejen for skolegangen, kan man jo melde sig mere eller mindre uenig i den nuværende lovgivning. Det lader jeg dog være op til den enkelte, men vil gerne puste lidt til jeres opfattelse af, hvad børnearbejde er.

Lørdag sluttede vores uge i Tegucigalpa. En dag der stod i sygdommens tegn, siden vi alle sammen var blevet ramt i en eller anden grad. – Jeg var dog nok den, der var blevet ramt mindst. Vi evaluerede kort på ugens gang og ellers agerede vi henholdsvis patienter og sygeplejersker overfor hinanden. – Vi besluttede også lige, at tage en nat mere i Tegus inden vi vendte snuden mod Talanga igen!

HOME SWEET MANUELITO!!!

Endelig tilbage! - Gensynsglæden er stor! 

Så sad vi ellers endnu engang i bussen på vej mod Talanga. En bustur jeg har fået af vide så mange gange er farlig! – Det kan den måske også være og man skal sikkert ikke være overmodig, men indtil videre har jeg kun oplevet, at møde virkelig flinke og interesserede mennesker, der også bare gerne vil hjælpe en! – Tak Gud for alle de søde mennesker, jeg møder på min rejse her!

Vi glædede os meget til, at være sammen med alle de søde børn og unge mennesker her på projektet igen! – Og gensynsglæden var også stor!

Mandag havde de fri fra skole. En honduransk national/helligdag, jeg faktisk aldrig fattede hverken hvad hed, eller hvorfor de havde fri, men sådan var det altså. Så vi tog ud og badede i en nærliggende flod og samlede ellers bare kræfter, for tirsdag begyndte skolen og dermed hverdagen igen! – En ting jeg faktisk glædede mig lidt til!

Så meget er sket inden for de sidste par uger! – Vi går bestemt ikke ned på mængden af oplevelser og det er en stor glæde, at få lov til at opleve alle de her ting sammen med  alle de her skønne mennesker!
Tak fordi I gider læse min blog! – Tak for forbøn, tanker og hilsner! Alt sammen varmer uendelig meget! Gud velsigne jer alle sammen!!

Gracias!