Slutspurten sætter ind!

Livet forsætter i Honduras.. 

Så er der nyt på bloggen! - Læs med hvis det lyster! 

Så er der endnu engang nyt her på bloggen! 

Lige nu skriver jeg med en lidt tom fornemmelse, for Arne har simpelthen forladt os! Eej, rejsen var planlagt sådan fra starten af, men nu er det altså virkeligheden for os, og Martin og jeg må køre det her volontørteam videre uden, Arne!
Tak Arne for en super fed tid her på Manuelito! – Det har ganske enkelt været en fornøjelse, at lære dig at kende, og den sidste måned uden dig skal nok komme til at føles lidt tom, men vi satser på, at få det bedste ud af det!
Må du have en fed rejse til Guatamala, og så ses vi jo nok i Danmark engang! – Gud velsigne dig!

..Hverdag endnu engang?

Hvad er der så sket! Vi ankom på projektet alle tre for 2 uger siden, efter en tiltrængt ferie i Costa Rica og et spændende Impact Academy i Tegucigalpa, og siden har der været go på!

I princippet er vi egentlig bare kommet tilbage til hverdagen, men det er sandelig også rigeligt!!

2 glattejern redder dagen!

Efter to uger udenfor projektet, besluttede jeg, at jeg ville tage en gave med tilbage til pigerne. Hvad skal man så lige finde på? Jeg var ærligtalt ikke et sekund i tvivl. (Det her er ikke noget, der er købt for de penge, jeg har fået fundraised. Det her er en gave fra mig til de her piger)
Efter at have været vidne til de her pigers morgenrutine, ved jeg, at glat hår er at foretrække. Derfor bliver glattejern brugt flittigt. Problemet er dog bare, at de ikke havde et glattejern. Derimod havde de et strygejern, og nogle gange må man jo være lidt kreativ.
Jeg synes dog ikke, det var helt optimalt, og besluttede mig ret hurtigt for, at den lille ting, ville de nok blive ret glad for. Så jeg købte 2 velfungerende glattejern, og CHOK hvor er de blevet taget pænt imod! – Jeg er som sådan ikke fan af, at de glatter deres pæne krøller væk, men hellere at de gør det med et glattejern end et strygejern. Det virker måske lidt overfladisk og unødvendigt, men de er jo stadigvæk kun teenagepiger, som går op i alt det her..
Jeg synes svagt, at kunne erindre 8. Klasse, som vidst nok havde lidt det samme indhold for mig…

Vi elsker at ordne hår! - Var det noget med en klipning? 

Når man er lidt syg..

Sygdom er noget, jeg heldigvis er blevet ret forskånet for på den her tur! – tak Gud for det!
Men det betyder jo ikke, at alle andre får lov at slippe. Den sidste uge, har min lille mindste prinsesse her på projektet været ret syg, og jeg må indrømme, at jeg faktisk nyder, at sidde og holde i hånden og nusse hende i håret, når hun nu ikke har det så godt.
Da ressourcerne på projektet er små, og der ikke er så mange ansatte, er der bare ikke den samme tid til omsorg, når nogen er syg. Når man kun er 5 år, er det bare rart, at der er nogen man kan sidde hos, som vil tage sig lidt af én. Derfor har jeg virkelig prioriteret, at være hos hende den forgangne uge, når jeg fik fri fra skole. Det har resulterede i mange fælles middagslure, og en del ”Frozen” på dansk sammen med hende! – Hun er heldigvis snart rask igen! – Det var bare en lille hverdagsoplevelse herfra!

"SKAL VI IKKE LAVE EN SNEMAND?" - Hun må snart, kunne sige den sætning på dansk! 

Ugen der gak..

Efter en stille og rolig uge i skolen, blev det omsider weekend!

Weekend kan holdes på mange måder, men vi valgte endnu engang at lave ”pan-de-danesa” til alle!

Snobrød er virkelig et hit her på projektet, og er i høj grad noget vi hygger os med! – vi havde i hvert fald en hyggelig aften, og det er jeg også overbevist om, at både børn og unge havde.

Lørdag var også en stille og rolig dag, hvor der egentlig ikke skete så meget.
Om eftermiddagen var vi dog blevet inviteret hjem til læreren, Julie, til Balliaders. Det er en lækker honduransk ret, hvor man tager en pandekage, smører lidt bønnemos på, en lille smule cremefraice/mayonaise-lignende ting, og så kan man tilføje grøntsager efter behag – der fik I opskriften! – Held og lykke i køkkenet!
Det var rigtig lækkert! – Endnu engang, oplevede vi dog den gigantiske kulturelle forskel i forhold til, at besøge de ansatte.
Mens vi sad og spiste, var værterne ude i køkkenet, og kom næsten ikke forbi os. Det er meget anderledes, og det virker lidt mærkeligt for os hver gang, men det er da ikke fordi, vi ikke hygger os, når det sker. 

Puedes hablar Espanol?

Så startede en ny uge, som viste sig, at være lidt anderledes uden, at vi vidste det! – Det er sjældent, vi er godt informeret om, hvad der skal ske i løbet af en uge, men vi tager tingene, som de kommer.
I den forgangne uge, viste det sig, at vi skulle fejre ”Dia de Espanol”. Det er en speciel dag, hvor vi fejre det spanske sprog! – Et sprog jeg virkelig ønsker at mestre!
Hvordan fejrer man sådan en dag bedst? For vores små banditter involverede det, små grønne frømasker og en flot grøn t-shirt.
Hver klasse skulle lave et mindre oplæg for resten af skolen. Det kunne være en sang, en lille sketch eller noget helt tredje! Mange kreative ideer kom på bordet, men skal jeg være helt ærlig, er jeg da ikke et sekund i tvivl om, at mine små labaner var ultimativt de bedste efter en smule sceneskræk og lidt startvanskeligheder – Det har vi vel alle prøvet!
Vi havde øvet en rigtig dejlig sang, om en lille sød tudse, som svømmer i floden – resten af teksten må jeg ærligt indrømme, jeg måske ikke helt forstod, men de var bare så søde, da de gjorde det! – Hvis de ikke vandt på talent, vandt de 100 % i nuttet-hed!

Det var en rigtig god dag, hvor vi endnu engang, var vidne til en helt masse talenter her på projektet!

Billederne fra "Dia de Espanol" er på Arne's kamera, som jeg desværre ikke har adgang til længere!
(Men er hun ikke en fantastisk sød lille pige?)  

..derfor får I lige nogle billeder fra en hverdag, hvor vi plantede buske!
(Billeder fra "Dia de Espanol" følger senere!) 

Senere samme dag kiggede Hanna og Kim forbi projektet for sidste gang, inden deres afrejse! 

Børnene tog selvfølgelig pænt imod dem og der blev da også afholdt en mindre afskedsfest for dem. Det var rørende, at se dem tage afsked efter, at have haft en så tæt relation til projektet, men Gud har helt sikkert en plan med dem i Danmark og vil helt sikkert bruge dem, til at dele alt det de ved og har lært om livet i Honduras efter et to års ophold – Må Gud velsigne dem i deres nye liv i DK.

Så vender de snart snuden mod DK efter 2 år i Honduras - God rejse hjem! 

Hasta la vista, Arne!

Så fortsatte ugen og vi ramte torsdag, som var Arne’s sidste hele dag på Projektet! Hvordan tager man dog bedre afsked, end at lave kage til hele banden! – Vi må indrømme, at vi nok er blevet lidt kendt, som de volontører, der bager afsindig meget! Vi er alle tre udstyret med utroligt søde tænder og det har vores ophold, da også båret præg af!
Denne var en kombination af Arne’s afskedsfest og så var det desuden en gave fra mine forældre – TAK MOR OG FAR!
Denne gang tog vi dog en anden udfordring op og forsøgte os med en drømmekage! Jeg understreger lige, at den kage er lidt svær, at lave uden brun farin, men vi forsøgte os frem, så godt vi nu kunne! – Vi fandt noget brunt sukker (som viste sig, at smage ganske forfærdeligt! – men det er åbenbart slik i deres verden.)
Efter at have tilføjet kokussen, blev den dog spiselig for mig. Eeej, den smagte godt og de elskede den! – Det var en kæmpe succes!!

Et styk vellykket drømmekage! - Martin til venstre og Arne til højre! 

Vi er klar til at feste for Arne! 

Arne’s afskedsfest var en rørende omgang! – Nok mest for ham! HAN GRÆD SOM PISKET! (eej, det er løgn.. Han tog det rigtig pænt og fik sagt ordentligt farvel til alle vores søde børn og unge) 

Det var en rigtig fin afsked, og børnene skiftedes da også til at komme, og sige nogle søde ord til ham. En ting kan han simpelthen ikke være i tvivl om! – Han er altid velkommen her på Manuelito, hvis han nogensinde skulle komme forbi Honduras igen! – Det er en stor familie for os nu!

3 glade, danske volontører! 

Turen går til La tigra!

Hvordan tog vi så afsked med den kære Arne? Vi fulgte med ham ind til Tegucigalpa, og gjorde den sidste lørdag han havde her i landet til en udflugt.
Klokken alt for tidligt om morgenen, stod vi op og tog turen sammen med Sandra (vores spansklærer og veninde) og Camilla til La tigra – En honduransk nationalpark som indeholder meget smuk natur og en rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig laaaaaaaaaaang gåtur! – Vi gik da i hvert fald i en 5 -  6 timer i et rimeligt ujævnt terræn. Jeg var i hvert fald træt, da jeg skulle i seng om aftenen!

Der er sådan set ret smukt i Honduras! Camilla og jeg nyder det i hvert fald! 

Efter en rigtig hyggelig vandretur i den smukke nationalpark, besluttede vi, at vi skulle ud og spise ”fint” om aftenen, for ligesom at tage ordentlig afsked med ham Arne! 

Vi havde hørt om en rigtig god restaurant, som Hanna og Kim havde nået, at gøre lidt reklame for! Den var godt nok lidt dyr, men den skulle være rigtig god.
Øhhh.. Det var den så absolut også. Det viste sig, at være det næst-fineste spisested i hele Tegucigalpa. (sådan af, hvad vi kunne læse os frem til)
Vi havde altså ikke lige nået, at skifte tøj efter en ret så lang gåtur, så vi ankom til dette yderst ekstravagante sted iført vandretøj og en rimelig påhængende lugt af sved! Nuvel, vi følte os måske en smule underdressed, men vi nød da maden – De havde dog nok lidt svært, ved at tage os helt seriøst!

Søndag kl. 05.00 om morgenen, blev det så virkelighed! Arne skulle sige farvel til os og videre på sin rejse!

Vi havde aftalt, at stå op kl. 04.55, og så tage ordentlig afsked med ham. Det gjorde vi alle tre, minus Martin – Den sovetryne!
Anyway – han fik lidt chokolade med på turen og ellers så jeg kun røgen fra hans taxa. Det var det.

(Jeg har dog modtaget besked om, at han er kommet godt frem til grænsen i Guatamala)

Tak for denne gang, Arne - Ses i DK! 

1 måned tilbage.. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det!

Nu er vi så tilbage på projektet endnu engang! – Vi er kun os to nu, men vi skal nok få en fed sidste tid her på projektet! Vi ved stadig ikke, hvad der vil ske, men vi lægger det over til Gud, og tror på, at han vil sørge for os! – Igen vil jeg gerne takke jer for, at læse med om alle de oplevelser, jeg har her i Honduras! Jeg vil også gerne takke for alt den forbøn, jeg ved der har været for mig! – Igen, det er stadig det vigtigste på den her tur.
Må Gud velsigne jer alle sammen og så ses vi jo faktisk inden så længe!
Store knus fra Honduras!