”..Og hvordan endte påsken så på Manuelito?”

Fortsættelsen.. 

Som lovet, ville jeg jo som noget helt nyt opdatere min blog ret hurtigt denne gang, så I lige får den sidste del af ferien med.
Desuden synes jeg, det er på tide, at I ser lidt flere billeder af projektet, så I kan få et bedre indblik i børnenes hverdag her på Manuelito. Så som afslutning på dette blogindlæg, vil der egentlig bare være en længere kavalkade af billeder uden alt for meget tekst!

Manuelito, Honduras - 2016. Den her solnedgang tog ikke lang tid, at vænne sig til!

Langfredag:

Langfredag var egentlig en ganske almindelig dag, når alt kommer til alt. Der skete ikke det store, så der var i høj grad tid til afslapning, hvilket vi også benyttede os af, efter en meget intens ”ferie” med rigtig meget program!
Om aftenen var det dog lidt specielt! – Den første del af aftenen tilbragte jeg sammen med de store drenge på projektet, hvor vi så fodbold! Honduras mod El Salvador! Spændingerne var på sit højeste, og jeg har aldrig hørt nogen huje så højt, som da Honduras scorede det første mål! Drengene løb rundt på hele projektet, for pigerne skulle selvfølgelig ikke misse den info, at Honduras nu var foran – Selvom pigerne nu godt nok ikke gav meget for den kamp! – Og til drengenes store skuffelse endte kampen desværre også 2 – 2. (Ville dog have ønsket, at Honduras havde vundet, så jeg havde kunne se deres reaktion, når det vandt!)
Anyway – efter en hyggelig gang fodbold satte jeg kursen mod pigeværelserne. Der ventede mig godt nok lidt af en overraskelse! – Alle møblerne var blevet slæbt ud, og de havde hentet deres madrasser fra værelserne, for nu stod den altså på max-tøsehygge med det vildeste pyjamasparty, som jeg selvfølgelig også skulle være en del af! Vi så film, drak sodavand, spiste slik, satte hår og hyggede egentlig bare for vildt med hinanden! Det var virkelig en fest! 

Vi er klar til MAX-TØSEHYGGE! 

Håret er sat! - det hele er perfekt! 

Lørdag: 

Lørdag skete der heller ikke ret meget i løbet af dagen. Dagen gik stille og roligt, og der var tid til en lille lur, så man kunne indhente det tabte fra natten forinden. (Nogle af pigerne snorker ret højt og fylder ret meget, når de sover)

Om aftenen var det dog igen lidt anderledes. Informationen til os er meget begrænset, så de fleste ting, vi laver her på projektet kommer som oftest, som en kæmpe overraskelse for os, og det gælder også den her! – Vi har som udgangspunkt fået af vide, at vi ikke skal gå udenfor om aftenen – Altså uden for projektet. Pludselig stod de alle sammen klar, for nu skulle vi ned til parken midt i Talanga og spille fodbold og basketball – Vi må have set noget sjove ud i ansigtet, for vi troede nok egentlig lidt, at de lavede sjov med os.
Den var dog god nok – Mange mennesker var faktisk mødt op i parken (hvad der nok er deres torv her i Talanga) – og nu skulle der kæmpes i basketball. 
Ikke på noget tidspunkt følte jeg mig bange, så længe vi bare var sammen med alle børnene, og det var virkelig en fed aften! (Jeg har desværre ingen billeder, da det er lidt farligt, at gå rundt åbenlyst med et kamera i Talanga) 

Vi har virkelig nydt ferien på Manuelito! 

Påskedag! 

Så ramte vi pludselig påskedag, og jeg havde virkelig sat næsen op til, at de havde arrangeret den helt store fest! – Det var overhovedet ikke tilfældet. Hele dagen forløb som en ganske normal søndag. Nuvel gudstjenesten handlede da om Jesu opstandelse, men det var også det eneste der fik den dag til at skille sig lidt ud.
Vi havde en gammel aftale med en nogle de ansatte fra projektet, om at vi skulle besøge dem og deres børn. Vi havde bagt en kage til dem nogle dage inden, som de havde hentet og taget med hjem, og så skulle vi medbringe sodavand. Det var meningen, at vi skulle spise det sammen, men da vi kom frem, var kagen for længst forsvundet. Nogle gange mærker man virkelig kulturforskellen. Anyway – De smækkede hurtigt en brownie sammen, og pludselig var der kage igen.  Det hører dog under et af de mere mærkelige besøg jeg har været på. Vi havde taget to af de store drenge fra projektet med, og vi blev ellers placeret i stuen, og så så vi faktisk ikke ret meget mere til værterne. Lidt specielt, men vi hyggede os da.
Søndag aften synes vi dog, at der skulle ske noget! – Så vi havde lavet snobrødsdej til 60 mennesker, og nu skulle vi ellers lave ”Pan de Danesa” – dansk brød, det er blevet navnet for snobrød her på Manuelito, og det er et stort hit!
Det er begrænset, hvor mange af dem der reelt set er gode til at lave dem, og ofte ender de meget sorte, og som dej indvendig, men de hygger sig med at lave det, og det er det vigtigste!

Vi gør klar til "Pan de danesa" - Tak til Jonathan og Owen for hjælpen! 

2. Påskedag

Mandag var virkelig en stille og rolig dag, hvor jeg for min del egentlig bare læste og slappede af, nærmest hele dagen.

De dage er der heldigvis også nogle af! – Så nu er vi tilbage i skolen, og hvor er det dog hårdt, efter en god ferie!
Om et par dage, er vi på vej mod Costa Rica, så der fortsætter ferien faktisk for os! Så jeg kan allerede afslører nu, at næste blogindlæg ikke kommer til, at handle ret meget om Manuelito. 

Projekt "Manuelito" - I billeder! 

Nu er det så, at jeg har været rundt, og taget et masse billeder af projektet, så I rent faktisk kan se, hvor det er, jeg har min hverdag lige nu!

Jeg bor i underkøjen! - Den roder ikke ret meget! 

Pigesovesalen! - Her bor jeg sammen med en masse fantastiske piger! 

Vores dagligstue! - Vi ser gerne film og hygger sammen her! 

Det er så den bygning jeg bor i - Jeg vil også gerne vise jer nogle billeder af skolen - både den nye og den gamle.

Denne her skole har til hverdag over hundred børn - I kan selv regne ud, at det måske er lidt tæt! 

MEN - Manuelito har visioner om en anden fremtid! 

Så der bygges på en ny skole! - Det er meningen der skal være seks af disse bygninger. 

Den nye skole er et ret langsigtet projekt, og det kommer til at tage en del år, før den er færdig. Så den gamle skole vil helt sikkert blive brugt nogle år endnu, hvilket er ret trist, da forholdene i bygningerne desværre ikke er særlig optimale til undervisning. Den er ret lyt, den er dårlig isoleret og den er alt for lille. Det larmer altså helt sindsygt, der bliver vildt varmt, så både børn og lærere sveder tran og det hjælper ikke på temperaturen at pladsen er så trang. - Det er helt sikkert en kæmpe udfordring i forhold til at være i skolen! 

Vi håber og beder til, at den nye skole hurtigt må stå færdig, men vi ved godt det har lange udsigter, som det er lige nu!

..Og så er der jo resten af projektet! 

Legepladsen!  

Drengesovesalen

Groupdorms til venstre i billedet (til arbejdende amerikanere)
Spisesalen til højre i billedet! 

Pigesovesalen til venstre i billedet - Drengesovesalen til højre! 

Tøjvask foregår i pilaen - og tøjet hænger sjældent på tørresnoren! 

Det var vidst det for denne gang! - Gud velsigne jer! Og tak for forbøn og tanker - Det betyder alt!

(Så må vi se, hvornår jeg lige får taget mig sammen til, at opdatere min blog igen!) 

Og livet fortsætter på Manuelito!

Hej igen!!

Så er det igen tid til  at opdatere bloggen, så I endnu engang kan følge lidt med i, hvad det er jeg går og laver her på Manuelito i Talanga.
Det går ikke stille for sig! – Det er en ting der er helt sikkert!

Vi er total på toppen! 

Gratis mel og en dyr kage:

Lørdag d. 12/3 var det Arne’s fødselsdag – og det fejrede vi på den absolut bedste måde. Børnene fra projektet skulle ud og dele gratis mel ud til de mest fattige familier i Talanga. Det fik vi lov til, at blive en del af, og det var en fantastisk oplevelse.
At se den glæde over en pose mel er bare helt fantastisk, og er bare endnu et at de områder, hvor Manuelito hjælper den lokale befolkning i Talanga også!

Vi havde en helt fantastisk formiddag, hvor vi kunne få lov til helt konkret, at gøre en forskel for nogle mennesker, i form af en pose mel – og den blev taget imod med store smil, og rigtig mange ”gracias”!

Senere samme dag fik jeg lov til, at besøge en af de søde lærer her på projektet. Julie er en helt igennem fantastisk lærer, som børnene virkelig elsker og holder af, og jeg forstår hvorfor!
Hun har en brand for de her børn, og ønsker virkelig kun, at de må blive bevaret i troen på Gud – et ønske jeg helt sikkert deler med hende!
Vores forhold til de ansatte er helt sikkert også blevet forbedret, og vi føler os nok i højere grad, som en del af et team nu! – Helt sikkert også et sted, hvor vi har kunne mærke en fremgang!

Arne havde en god ide om, at han gerne ville lave en klassisk banankage med chokolade til alle børnene i anledning af hans fødselsdag. Det var en helt fantastisk ide, men ingredienserne til netop den kage (navnligt chokoladen) koster sådan semi meget her i Honduras.

Så det endte med at blive en rigtig dyr, men afsindig lækker kage, som vi fik rigtig meget positiv respons på! – Ja, en klassisk banankage med chokolade, er virkelig blevet et hit på Manuelito, og vi er såmænd allerede blevet spurgt om, hvornår vi laver den igen.
Opskriften er givet videre til køkkenet, så nu må vi se, om den kommer på den fremtidige menu!

Banankage med chokolade er helt sikkert et hit hos ham her også! 

"Påskeferie - Vi fester hele ugen!" 

Den sidste uge har ikke været helt normal. De har haft ferie, ligesom i Danmark! – Det skal selvfølgelig ikke gå uset hen, at Jesus sejrede over døden! – og det gør det bestemt heller ikke!
Vi fik sådan set af vide, at vi havde ferie, men aldrig har vi lavet så meget, som vi har gjort de sidste par dage! – Hold op, hvor har de været fyldt med oplevelser!

Weekenden gik ganske stille og roligt. Vi har haft fint besøg af Hanna, Kim, Camilla og Jeanette. Vi har altså dermed haft vores tredje academy, hvor vi nu har kunne vende spørgsmål om fattigdom og forældreløshed i et helt andet lys, i forhold til, at vi nu har været tilknyttet projektet i over en måned. En spændende weekend, hvor vi har kunne dele erfaringer, og oplevelser med hinanden. Hvad vi ikke vidste var, at lige præcis fredagen før påskeferien er ”store vaskedag”. Da læreren fortalte mig det, troede jeg faktisk bare at de alle sammen skulle i bad den dag. Det var ikke helt sådan det fungerede. Kl. 10.00 løb den største vandkamp af stablen her på projektet, og vi blev selvfølgelig også inddraget! En sjov måde at starte ferien på. Og så er vi jo også sikre på, at Hanna, Kim, Camilla og Jeanette fik et bad den weekend! – De rejste dog tilbage til Tegus allerede om lørdagen, så nu går der lige et par uger, før vi ser dem igen.

Påskeferien fejres med vandkamp!! - ARNE, HVAD LAVER DU?!?

Mandag:  

Mandag var der bare lige pludselig rigtig mange ukendte ansigter, her på projektet. Vi anede ikke, hvad de skulle her, eller hvor de kom fra. Det viste sig, at de var fra en kirke i Tegucigalpa, som havde arrangeret en masse aktiviteter for børnene her på projektet. Ja, de havde faktisk arrangeret en hel lejr for dem! 

Mandag morgen startede med en andagt og bøn, og så gik det ellers i gang!

Vi prøvede selvfølgelig bare at følge med, så godt vi kunne! – uden at ane, hvad der egentlig skulle ske.

Det viste sig, at de havde forberedt et dramastykke. Bid for bid har de igennem drama vist beretningen om Moses, hans liv og hvordan Gud hjælper ham til, at føre Israelitterne ud af Egypten.
Det har været en rigtig spændende rejse, og de har helt sikkert, lavet et meget gennemført dramastykke.

Moses bliver sendt ud i sivkurven  

Nogle år senere går han til Farao, og beder ham om, at lade israelitterne gå.

Mandag bød også på konkurrencer i de forskellige grupper, og der blev konkurreret til den helt store guldmedalje i en masse sjove, skøre og anderledes konkurrencer! – Noget der helt sikkert har inspireret mig, i forhold til fremtidige lejre, jeg skal være leder på, når jeg kommer hjem. 

Sjove, skøre og skæve konkurrencer! - det hele var et hit! 

Hvor mange balloner, kan han mon få til at sidde fast? 

Mandag aften viste sig også, at være en helt speciel aften. ”La noche de estrellas” – Stjernernes nat. Vi startede aftenen ved bålet og sang lovsang – Jeg er i øvrigt helt vild med de spanske lovsange! – De er virkelig fantastiske.
Anyway – efter lidt lovsang og bøn, fik hver uddelt et starinlys og et stykke papir. Med mit efterhånden noget gebrokne spansk kunne jeg tyde, at det var en påmindelse, om at Gud virkelig har en plan med de her børns liv – og det tror jeg virkelig også på han har! 

Lovsang ved bålet! 

"La noche de estrallas!" - stjernernes nat! 

De læste det, og blev bagefter bedt om, at stille sig i en lang kø. Derefter fik de bind for øjnene og blev så ført ind i spisesalen. Jeg skal lige hurtigt understrege her, at jeg jo sådan set heller ikke vidste, hvad der skulle ske! – Men det fandt jeg ud af!

Hele spisesalen var blevet mørklagt, og på gulvet lyste ultraviolet lys op, som klare stjerner på nattehimlen. – Det er absolut noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set!
En fantastisk følelse af, at man stod på den himmel Gud har skabt.

Børnene lagde sig ned på stjernerne, og der blev spillet stille lovsang. Et meget rørende og stort øjeblik – jeg ville ønske jeg kunne have taget billeder, men de billeder jeg fik taget, kunne man overhovedet ikke se stjernerne på – Så I må nøjes med mit ord for, at det var SÅ smukt!

Tirsdag

Tirsdag forsatte lejrlivet! Denne dag nåede dramastykket så vidt, som til at Moses henter de ti bud. Dette foregår selvfølgelig bedst ved et rigtigt ”bjerg”, så alle børnene på projektet gik hen til det nærmeste bjerg, for at overvære denne scene!

Moses og de ti bud! 

Efterfølgende bestod dagens konkurrencer af noget vandpjaskeri! – Vi vedtog ret hurtigt, at vi faktisk ikke havde så meget lyst til en dukkert, så vi sørgede for at opholde os i køkkenet, mens dette stod på! – Det kunne vi godt glemme alt om! Da det hele var slut, besluttede alle børnene, at vi selvfølgelig også trængte til et bad! Så vi blev slæbt ud, og vendt i nogle dejlige mudrede vandpytter! – Ja, bagefter var det da trods alt ret sjovt!

Om aftenen bød det på ”gallafest” – Alle havde stadset op, og den gode mad, var på menuen! – Igen vidste vi intet om, hvad der gik for sig, men vi blev da ligeså stille klogere, og det var en rigtig hyggelig festaften! 

De store drenge er klar til fest! - og Yeni selvfølgelig! 

Derefter var der endnu engang lovsang ved bålet, og vi fik nu mulighed for, at brænde vores synder i bålet. – En rigtig fin, symbolsk handling! Derefter skulle vi vaske vores hænder, som det næste led i at være rene, til at træde foran Gud. 

Så fik han også vasket hænder.

Efterfølgende, havde de unge fra kirken i Tegucigalpa sat det helt store alter frem i spisesalen. En masse levende lys pyntede salen og et kæmpe alter var sat op til lejligheden. Der var nu tid til intens personlig bøn og mere dejlig lovsang – Noget jeg i høj grad, også selv havde brug for. 

Det flotte alter er sat op!

Onsdag 

Onsdag var folk rigtig godt trætte efter nogle intense lange dage. Programmet om dagen, var derfor heller ikke helt så spækket med alt muligt. Vi gik en tur til ”korset”, som er på toppen af et mindre bjerg inde i Talanga. Efterfølgende spillede vi lidt fodbold, på streetbanen i Talanga, Nu burde jeg være ydmyg, men jeg bliver simpelthen nødt til, at dele den her oplevelse med jer! – Drengene syntes selvfølgelig, at det kunne være vildt sjovt, at spille drengene mod pigerne. I og med, at jeg var en af de få piger, der havde taget rigtige sko på, havde jeg helt automatisk meldt mig på holdet! – Endnu engang anede jeg jo ikke, hvad der skulle ske.

Vi spillede kampen, og jeg kampsvedte, for jeg havde selvfølgelig også taget alt for meget tøj på. Det sidste minut af kampen, scorede jeg faktisk det afgørende mål, så pigerne vandt! – Drengene var vitterligt ikke begejstrede, men de tog nu nederlaget meget pænt.

Ja, jeg oplever mange sjove ting her i Honduras.

Korset i Talanga! - "La cruz" 

Om aftenen blev der afholdt et jødisk påskemåltid med usyrede brød, bitre urter, ”vin” og alt hvad der ellers hører til. Vi blev altså endnu engang præsenteret for israelitternes flugt ud af Egypten, og endnu engang var bøn og lovsang en væsentlig del af aftenens program. Heldigvis har jeg prøvet et jødisk påskemåltid et par gange i Danmark, så jeg vidste godt, hvad de forskellige dele i måltidet skulle symboliserer.

Jødisk påskemåltid - Bitre urter bliver delt ud! 

Skærtorsdag 

Skærtorsdag sluttede lejren, og nu skulle der slappes af! Hvordan gør man det bedre end at tage til en nærliggende ”park” i Talanga, hvor der er en mindre pool, en fodboldbane og en volleyballbane? – Alle børn i projektet blev sat ind i en bus, og så kørte vi ellers.
Det var med garanti en succes, og der blev leget og grinet helt vildt! – Aldrig har jeg set så mange mennesker i den samme, lille pool – og de elskede det! Det gjorde vi for resten også J En kold dukkert er helt sikkert tiltrængt i den her varme.

Vi slapper af ved poolen! 

Forsættes...

Som I jo godt ved, slutter påsken bare slet ikke her! - Imorgen er det langfredag, og om et par dage er det påskedag. Derfor vil jeg, som noget helt nyt opdatere min blog ret hurtigt, så I kan få den sidste del af påsken på Manuelito med. Dette blogindlæg behøvede, vidst bare ikke at blive længere. 

Så glædelig påske til jer allesammen! Husk at Jesus vandt over døden for lige præcis dig, og han gjorde det i en uendelig kærlighed til os! - Gud velsigne jer! 

"Kan vi klare lidt mere?"

”Kan vi klare lidt mere..?”

JA – Det tror jeg nok lige vi kan. Så har jeg efterhånden været på børnehjemmet Manuelito i en hel måned, og man må sige, at vi efterhånden er faldet godt til, os 3 danske volontører! 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de første par uger var ret hårde, og i høj grad handlede det egentlig bare om, at finde ud af, hvor de ønskede vores hjælp, og hvordan vi bedst mulig kunne gavne i hverdagen her på projektet.

Dernæst blev sproget jo også en rimelig ”grande” udfordring, og er det sådan set stadigvæk, men der er håb for det nu, sådan som jeg ser det, og jeg forstår allerede meget mere, end jeg nogensinde troede jeg skulle komme til.

Min dejlige preeschool må jeg simpelthen bare indrømme, at jeg knus-elsker! Børnene er super irriterende, en kæmpe frustration og jeg holder så utrolig meget af dem!!
I starten var det lidt svært, at få accept og respekt som lærer. Det kan jeg sådan set godt forstå, for det var virkelig begrænset, hvad jeg fik sagt den første uge i klassen.

Mit ordforråd er vokset markant, og børnene kender mig også noget bedre nu, så det har resulteret i, at de nu med stor fryd gerne vil vise deres lektier og andre ting de har succes med. 
Mine gyngeture er meget populære på legepladsen, da den bare får alt, hvad den kan trække! - De bliver taget imod med store smil og dejlig latter!

Vi lærer at børste tænder! 

Et sødt smil, der kan smelte ethvert hjerte!

  

To glade lærer med deres dejlige elever!

”Hvordan går det så på pigeværelset?” – Det er ikke nogen hemmelighed, at det jo helt sikkert, har været den anden store udfordring, for hvordan falder man lige til på et værelse med 7 andre piger, hvor man ikke snakker sproget? De har taget så pænt imod mig, og jeg er faldet virkelig godt til der også. Min hjælp med engelsklektier er i høj kurs, så det hjælper jeg gerne med.

Aftenandagt med pigerne! - Jesus er vejen frem! 

En anden sjov oplevelse jeg havde her på projektet var onsdag d. 9. Marts. Vi har allerede i den tid jeg har været her på projektet, haft besøg af to amerikanske teams, som bygger på den nye skole, som jo er fremtiden for Manuelito.
I hvert fald, hver gang et team rejser hjem, skal det ikke gå uset hen! – Der skal holdes en afskedsfest, som egentlig bare er en lang præsentation af alle mulige forskellige talenter, de her børn er blevet velsignet med. Det kan være sang, drama, dans. Der er ikke mange grænser, for talenter her på Manuelito.
Da det sidste team rejste, ønskede en af de store piger, at synge en sang for dem. Det var den spanske version af Hillsong ”Ocean”. Det blev mit store projekt, at hun skulle lære den sang udenad, så der blev øvet, som aldrig før! Og jeg kan kun sige, at hun klarede det intet mindre end fantastisk. Udover at hun lærte sangen, gjorde jeg det faktisk også! Så jeg kan synge den sang på spansk nu. Ja, man lærer vel lidt nyt hver dag!  

Os tre volontører og nogle super flinke amerikanere, som har valgt frivilligt, at rejse til Manuelito for at bygge den nye skole!

Så har vi faktisk også oplevet vores anden quinceanera lørdag d. 6. Marts, hvor en af de store piger fyldte 15! Det var i sandhed også en festdag, og jeg kan fortælle, at hun havde en vildt god fest, hvor kjolen og håret jo bare var helt perfekt. Intet var overladt til tilfældigheder!
Det er specielt at få lov til, at være en del af, men det er super fedt at vi må!

”Jesus bor i Honduras!!”

Jeg er godt klar over, at det er en mærkelig overskrift, da Jesus jo er allestedsnærværende, og ikke befinder sig mere i Honduras end i Danmark, men i høj grad mærker jeg bare Guds virke her i Honduras! – Og navnlig her på Manuelito!

Vi har fået lov til, at høre vidnesbyrd fra nogle af de unge mennesker der bor her på projektet, og lige nu vil jeg gerne fremlægge en af dem. Jeg kan fortælle, at det her er ord fra en ung pige på 14 år, som faktisk ikke har boet på projektet ret længe, men hun var villig til at dele hendes vidnesbyrd med os, og det er vi selvfølgelig vanvittig taknemmelige over. For at beskytte pigen, vil jeg i fremlæggelsen ikke benytte hendes rigtige navn, men vi kalder hende Cathrine her.

”Cathrine’s historie – At turde drømme om en fremtid”

Hun fortalte os, at hun blev givet væk som spæd. Hendes mor forærede Cathrine væk til hendes moster. De første mange år af Cathrines liv, boede hun hos hendes moster, som ikke behandlede hende særlig godt. Hun havde mange opgaver i løbet af dagen, og der var altså ikke tid til skolen på grund af dem. Det var heller ikke uvant, at Cathrine ind imellem fik en omgang tæsk, hvis hun ikke makkede ret.
Da Cathrine var omkring 7 år spurgte hun, hvem hendes rigtige mor var. Hun fik en ordentlig omgang tæsk, og fik af vide, at hendes mor ikke eksisterede længere, og at hun aldrig nogensinde, skulle spørge ind til hendes mor igen.
Da Cathrine blev omkring 10 år begyndte en mærkelig kvinde og en lille pige, at komme i mosterens hus. Hun vidste ikke, hvem det var, men fandt senere ud af, at det faktisk var hendes mor og hendes søster, som hun selvfølgelig ikke vidste hun havde.
Pludselig skulle Cathrine flytte hjem til hendes mor, som hun ikke kendte og som hun faktisk troede var død.
Cathrine havde ikke noget imod, at flytte fra mosterens hus, for mosteren havde en stor søn, som var begyndt, at prøve at snige sig ind til hende om natten, og røre ved hende på upassende måder. Da Cathrine fortalte mosteren, at de her ting fandt sted, fik hun endnu en omgang tæsk, og fik af vide at hun løj.
Så Cathrine flyttede fra mosterens fattige vilkår, til moderens endnu fattigere vilkår.
Lillesøsteren, som hun pludselig havde, og Cathrine måtte skiftes til, at gå i skole og ordne opgaver derhjemme, og med nød og næppe gennemførte Cathrine, hvad der svarer til 6. Klasse. – Her skal det lige hurtigt tilføjes, at Cathrine kommer fra Talanga, og var dagelev på Manuelito før hun flyttede ind.
De ansatte på projektet, havde opdaget, at Cathrine og søsteren ikke var så trofaste i skolen, og måske ikke havde det så godt. De tilbød dem derfor en plads her på projektet, så de kunne flytte ind, og være her hele tiden. I starten løj Cathrine, og fortalte at det gik fint derhjemme, men en dag, hvor det blev for meget for hende, kontaktede hun lederen, og ville virkelig gerne flytte ind. Søsteren og Cathrine plagede moderen en hel dag, og til sidst gik hun med til, at de skulle flytte ind på Manuelito. Cathrine fortalte, at hende og søsteren græd af glæde, den dag deres mor underskrev papirerne! – Nu turde hun drømme om en fremtid!
Cathrine er i høj grad overbevist om, at Gud har en helt speciel plan med hende, siger hun, og ønsker os Guds velsignelse! – Må Gud velsigne hende rigt, i hendes fremtid! 

Det her var bare en ud af 43 dejlige børn her på projektet, som alle sammen kommer med en historie der er helt umenneskelig, og virkelig bare uretfærdig!
Men midt i alt uretfærdigheden og meningsløsheden, bærer de virkelig en tro på, at Gud vil vejlede dem i deres liv, og vil følge dem i deres liv. De tror på at Gud har planlagt, at de skal være her på Manuelito, og det er den største gave for dem.
Men kampen er ikke slut endnu! – langt fra!
Manuelito er et skridt på vejen, men det er ikke slutningen. Jeg beder om, at deres fremtid i høj grad må være lysere end deres fortid, og at de må være i stand til at kæmpe sig ud af fattigdom og dårlige vilkår.  – Jeg håber I vil gå i forbøn sammen med mig! 

VI TØR DRØMME OM EN FREMTID!