”..Og de levede lykkeligt til deres dages ende”

Når eventyret slutter..

Manuelito 2016 - Kan I finde den blege dansker? 

Vi kender alle sammen den klassiske eventyrslutning. Det betyder, at nogen i dette eventyr, skal have en lykkelig slutning.
Nu er 4 måneders eventyr overstået og jeg ønsker mere end noget andet, at det er den slutning der venter alle de søde børn, jeg har haft æren af at arbejde sammen med de sidste par måneder. Det er der dog desværre ingen garanti for. Jeg kan blot sidde 10.000 kilometer væk fra dem og bede til Gud om, at han vil velsigne deres liv rigt herfra. Statistisk vil det langt fra ende med den lykkelige slutning for dem alle sammen, som jeg ønsker, men jeg tror på at Gud kan udrette mirakler, og kan give dem en velsignet fremtid, uanset hvad tallene siger!

Den sidste tid på projektet

Hvad bød de sidste par uger så på? Som sådan stod den på helt almindelig skolegang disse uger, dog med en bevidsthed om, at hjemrejsen snart stod for døren, hvilket kun skabte spænding.
Den sidste tid på projektet var en blandet fornøjelse. På den ene side trak gensynet med venner og familie meget i én, mens det svære farvel også ligeså stille blev en realitet for én.
Det gjorde blot, at man ønskede i endnu højere grad, at være til stede, mens det endnu fandt sted!
Desværre blev Martin ret syg den sidste tid vi befandt os på projektet, hvilket involverede nogle ufrivillige ture til hovedstaden, Tegucigalpa, for at få taget diverse prøver. Det var naturligvis rigtig irriterende for ham, men også en nødvendighed, da vi frygtede diverse sygdomme såsom zika.
Det var ture, han ganske vidst tog alene, men det betød, at jeg stod som ene dansker tilbage på Manueltio, men heldigvis havde både børn og personale øje for mig, mens jeg var der alene, og sørgede i høj grad for at få mig med! – Tak til dem for deres grænseløse omsorg!  

En stille og rolig skoledag! 

- Vi er altid klar på sjov og spas! overskæg af modellervoks = et hit!

Billedet kunne godt have været noget bedre - men vi hygger i skolen! 

Besøg af en dansker!

Onsdag d. 18/5 fik vi besøg af den nye volontørkoordinater fra Impact, Sissel. En rigtig sød pige, som Impact helt sikkert bliver glade for, at have i Honduras. (Og det gør mange fremtidige volontører sikkert også)
Vi fik en rundvisning på projektet af Justin, hvor jeg endnu engang fik fortalt historien bag Manuelito. Det er for mig stadig en ret vild historie, hvordan præsten Jorge Pinto bare følte et kald til at bekæmpe, at der skulle være gadebørn i Honduras, og uanset hvor urealistisk stor den opgave lyder, er det en opgave, han er sikker på, at Gud gav ham.
Jorge Pinto kørte en dag forbi et gadebarn og overvejede, at give penge, så han kunne købe et måltid. Han vidste dog godt, at de penge højst sandsynligt ville blive brugt til lim, så han kunne slippe væk fra tilværelsen, ved at sniffe sig blank. I stedet tog han barnet med ud til et måltid og efterfølgende tog han barnet til sig. Han følte et kald til at redde dette gadebarn – og han så det som hans problem, at der eksisterede gadebørn. Det blev begyndelsen på Manuelito! Et kald til at hjælpe alle gadebørn væk fra gaden!
43 børn er selvfølgelig langt fra alle gadebørn i Honduras, men det er da en begyndelse! – Kampen forsætter i hvert fald! 

Et billede der hænger på kontoret på Manuelito! Historien om, hvordan Jesus løfter gadebarnet ud af fattigdommen! en proces der også er rigtig hård! 

Samme dag Sissel besøgte projektet, blev det desuden afsløret, at jeg havde købt nogle nye fjernsyn til deres dagligstuer. Det foregik sådan, at alle børn blev samlet i spisesalen, hvor de to papkasser med LG logoet stod klar, og så forklarede missionæren, Justin, hvordan tingene hang sammen, og at jeg igennem venner, familie, kirker og andre organisationer havde fået samlet en sum penge sammen, og nu havde mulighed for, at gøre deres dagligstuer mere velfungerende!
Det var en fantastisk oplevelse og de blev meget glade for dem! – Jeg skulle hilse og sige ”Muchas gracias!” 

Vi sender et stort tak hjem til Danmark! - I har bare været for gode alle sammen! 

Så blev den sat op hos pigerne!

..og hos drengene!

Micah 4 år!

Den sidste fredag på projektet blev også en speciel oplevelse for mig. Dagen forinden havde min lille nye ven Micah (missionærerne, Justin og Ashley’s, søn) spurgt mig, om jeg ikke ville komme til hans fødselsdagsfest fredag aften. Det ville jeg selvfølgelig super gerne! – Desværre kunne Martin ikke deltage til dette, da han var på hospitalet i hovedstaden, så jeg var ene dansker til dette event.
Det gik i hvert fald ikke uset hen, at Micah fyldte 4 år!
Der var blevet arrangeret sjove festlige lege og Micah havde et brag af en fest! Som afslutning på en vellykket aften, skulle pinataen have nogle slag! Micahs yndlingsfigur er ubetinget Spiderman, så der var slet ingen tvivl om, at piataen selvfølgelig skulle være en tro kopi af den her actionfigur.
Det er en klassisk tradition i Honduras, at når der afholdes børnefødselsdag, så skal deres yndlingsfigur laves som en pinata, hvor der er slik indeni og så skal den altså slås til ukendelighed. Det svarer lidt til at slå katten af tønden.
Micah havde helt sikkert en god aften med venner, familie, lege, pinata og lækker kage! Jeg er overbevist om, at det var helt i Micahs ånd!

Micah og hans højt elskede pinata! 

Efter en masse hyggelig leg, skulle der selvfølgelig kage til! 

..og det var en god kage!

Søndag morgen med familien..

Søndag formiddag startede et nyt initiativ, som jeg faktisk virkelig håber de bliver ved med, for det var et rigtig godt initiativ. Det er sådan, at Manuelito gerne kalder sig Manuelito-familien, og meget af det, som de her børn skal lære, er hvordan, man er en velfungerende familie. Det kan være en stor udfordring, at lære de her børn, noget vi måske tænker, er relativt simpelt, men de her børn har måske aldrig været vidne til en velfungerende familie, så hvordan skulle de kunne vide, hvordan sådan en ser ud, og hvad man laver sammen som familie? Det blev der lige slået et slag for denne søndag! – Vi skulle spise morgenmad sammen alle sammen, hvilket jeg selv tænker er en god familie-ting at gøre sammen, denne ene dag i ugen, hvor vi alle har fri fra skole og arbejde. Det var super hyggeligt, og man kunne se, at børnene nød det rigtig meget! Jeg håber, det bliver noget, de vil tage med videre til deres egne familier, når de en dag måske bliver velsignet med sådan en!

Måske er der startet en ny tradition her! 

Det var i hvert fald super hyggeligt!

Den hjerteskærende afsked!

Det kunne ikke undgås! Siden jeg rejste af sted, vidste jeg at min hjemrejsedato ville være den 2. juni! Det gjorde helt sikkert de sidste dage på projektet meget specielle for mig, og jeg gik konsekvent rundt med en lidt underlig følelse omkring det. Dagen før min hjemrejse, d. 1. juni, forlod Martin projektet. Grundet problemer med flybilletter og alt mulig andet, kunne vi ikke rejse hjem med samme flyselskab eller samme dato, så derfor havde jeg lige en dag mere på Manuelito.
Tirsdag blev der afholdt en mindre afskedsfest for os, hvor vi måtte bestemme menuen, og hvor der blev bedt for os og for vores hjemrejse! Børnene kunne efterfølgende komme op og sige nogle ord til os, hvis de havde noget, de gerne ville dele med os. Det var et rigtig rørende øjeblik og det var virkelig hårdt, at høre dem sige alle de søde ting her, når man godt vidste, man skulle sige farvel om lidt.
Jeg gik en tur til byen dagen før min hjemrejse og brugte alle mine overskydende lempires (valutaen i Honduras) på slik og sodavand til de dejlige piger, som havde været så søde at bo sammen med de forgangne måneder. Om aftenen blev der spist slik og drukket sodavand til vi næsten fik det dårligt! Og de gjorde det samme med, at give mig nogle søde afskedshilsner med på rejsen. Endnu engang en meget rørende oplevelse, men virkelig også en fantastisk oplevelse!

De søde 7 piger, som jeg har delt værelse med! Der blev guffet slik til den store guldmedalje!

Justin og Ashleys mindste søn, Isaiah siger farvel! 

D. 2. juni 2016 = Hjemrejsedato! 

Så ramte vi hjemrejsedatoen. Det var en lettere speciel formiddag på projektet, hvor jeg havde aftalt med missionæren, Justin, at han ville køre mig til lufthavnen kl. 09.30. Nu skulle det gå lidt stærkt med, at få sagt farvel til dem alle sammen! Jeg havde heldigvis pakket alle mine ting dagen forinden, så jeg kun skulle koncentrere mig om, at få en ordentlig afsked med hele projektet.
Jeg løb rundt over hele projektet, for at sige farvel til både børnene og personalet. Den ene afsked mere rørende end den forrige. På et tidspunkt i min farvelrunde stoppede datteren af de to ledere på projektet mig. Hun sagde, at hun havde ledt efter mig overalt og at hun havde en gave til mig. Det blev jeg meget overrasket over. Hun rakte mig en bog, gav mig et knus, smilede til mig og løb så hurtigt tilbage til hendes klasse igen. Jeg stod med bogen i hånden og fandt hurtigt ud af, at det var en spansk Bibel jeg havde fået. Så jeg havde ikke bare fået en bog – jeg havde fået bogen!
Jeg blev så glad, overrasket og rørt, da jeg opdagede hvilken bog, de havde givet mig! Senere gav en af de øvrige ansatte på personalet udtryk for, at jeg altid havde haft min danske Bibel med til gudstjenester, og de var slet ikke i tvivl om min glæde i Jesus, så de synes, det var den mest passende gave, de kunne give mig! Det har nok været den bedste besked jeg nogensinde har fået, og den Bibel betyder så uendelig meget for mig! (Lille bonus historie – På turen ind til lufthavnen fik jeg omsider tid til at åbne min spanske Bibel, og læse lidt i den. Da jeg slog op på første side, stod der en rigtig sød og dejlig hilsen til mig! Noget der virkelig gjorde mig rørt, når jeg nu sad i bilen på vej til lufthavnen)
Jeg blev kørt til lufthavnen, sagde farvel til Justin og Ashley og nu begyndte rejsen hjem igen så!

Den sidste gudstjeneste jeg kunne deltage til! - Der havde jeg stadig kun min danske Bibel ;) 

Når eventyret slutter..

Vi kender, som sagt alle sammen den klassiske eventyr slutning ”..og de levede lykkeligt til deres dages ende!”
Jeg ved stadig ikke, om det bliver realiteten for de her børn, eller for mig selv for den sags skyld! Jeg kan bare bede til, at det må gå de her børn godt i deres liv, og at Gud vil velsigne dem rigt!
Til gengæld kan jeg garantere, at mit honduranske eventyr fik en lykkelig slutning! Jeg har haft nogle helt igennem fantastiske måneder i Honduras, hvor jeg har fået sat et perspektiv på livet, som jeg virkelig kun tror, man kan få, hvis man har været presset helt ud i felten, hvor jeg har befundet mig sammen med de her mennesker! Fattigdom kontra rigdom, velfærdsstat kontra korruption, mangel kontra overflod! Mange modsætninger er blevet sat op imod hinanden i de forgangne måneder inde i mit hoved! Jeg er i høj grad blevet gjort opmærksom på alle de ting, jeg måske har været god til at tage for givet, som jeg har hjemme i Danmark. Der er så mange ting, så det ville blive en forfærdelig lang liste, hvis jeg skulle skrive dem alle. Men punktet over dem alle, den ting jeg værdsætter mere end nogensinde før, er min familie!
Efter at have været vidne til så mange børns tilværelse uden forældre, kan jeg kun takke Gud for, at jeg selv er velsignet med nogle forældre, som jeg ved, elsker mig.
Jeg vil for altid have projekt Manuelito i mit hjerte, og de vil være i min bøn for altid! – Jeg vil også bede for alle gadebørn, ikke kun børnene i Honduras, men alle gadebørn i hele den store verden! Må Gud give dem et lys, i det mørke de er i! Må han vise dem, at de er elsket, og at der findes mennesker der vil dem, når nu dem der burde have taget et ansvar, tilsyneladende enten har været ligeglade eller ikke har magtet opgaven! – Må Gud skabe flere kald i mennesker til, at gøre noget ved denne problemstilling, ligesom han gjorde med Jorge Pinto! Det rykker noget, og det er de små initiativer, der ændrer liv for altid!
Må vi have hjerter, der er klar til opgaven, når Gud kalder, og lad os ikke skræmme af opgavens størrelse og uoverskuelighed! Det er ikke os, men Gud der kan ændre virkeligheden, som den ser ud lige nu, men må vi stille os klar som redskaber, så vi kan bruges i hans tjeneste! – Det ønsker jeg i hvert fald at gøre!
Jeg er overbevist om, at Gud smiler og ryster let på hovedet af os, når han kalder os til en opgave, og vi som det første vender os imod ham og siger ”Jamen Gud, det kan jeg ikke! Det er jeg slet ikke stærk nok til! – Det kan ikke være mig du mener!” For hver eneste gang, ønsker Gud at sige til os med et smil på læben – ”Det forventer jeg heller ikke du kan, men jeg kan igennem dig! Selvfølgelig er du ikke stærk nok, men jeg vil give dig styrken! – Det er nemlig lige præcis dig, jeg har valgt til dette!”
Det har været min oplevelse af denne rejse! Gud har været med mig hele vejen, og har givet mig alt det jeg manglede. Jeg tvivlede også på, om jeg var stærk nok til denne opgave inden afrejse fra Danmark, men Gud har helt sikkert givet mig styrke igennem hele rejsen! Det har bare været så virkeligt, at han har været med mig!
Jeg ønsker, at denne rejse for altid også må gøre mig klar til, at gå den vej Gud ønsker! Uanset hvor det bringer mig hen i verden!

For sidste gang! ”Los ninos no deben vivir en la calle!” – Børnene bør ikke bo på gaden!

Gracias a Dios!

En meget glad, dansk pige, der omsider står på dansk grund igen!! 

Rugbrød og varmt vand!

1 måned er snart passeret i Danmark. Det er gået overordentlig hurtigt med, at falde tilbage i gamle mønstre og sin vante livsstil. Jeg nyder selvfølgelig, at være sammen med familie og venner igen, men savner naturligvis også Manuelito meget.
Det er en lidt blandet tid for mig, da der også snart starter et nyt kapitel i mit liv, hvis alt ellers går, som jeg ønsker. Uddannelse venter lige rundt om hjørnet, og jeg håber på snart, at kunne starte igen. Det bliver hårdt, da 2 år væk fra skolebænken er lang tid!
Jeg ved, at Gud har planer for mig, så nu må vi se, hvordan det kommer til at forløbe!
Jeg håber også på, at jeg en dag får muligheden, for at besøge Manuelito igen. De er stadig i mine bønner og vil altid være det! 

Kusinen er blevet student efter jeg er kommet hjem fra Honduras - Tillykke! 

Brormand var også tydeligt begejstret for at se mig igen! 

Tak fordi I har fulgt mig her på bloggen! – Det har været en fornøjelse, at skrive den! Jeg nyder at bruge ord, til at skrive historier såvel som læserbreve, artikler mm. Det er bare sjældent, at disse skriverier kommer længere end min egen computer, så at vide, at nogen har taget sig tid, til at læse min rejseblog er en stor ære, og jeg har heldigvis fået meget positiv respons på den! Jeg glæder mig ved, at jeg om et år stadig kan kigge på denne blog, og mindes en rigtig god og eventyrlig rejse til et af verdens farligste og stadig mest fantastiske lande.
Tak! – Vi ses derude!

Gud velsigne jer! 

"Kun en dag, et øjeblik ad gangen!"

En sidste hilsen fra Honduras!

Vi har det jo egentlig ret godt! - Hvad med jer? 

Så er der endnu engang nyt på bloggen! – Dette blogindlæg er dog lidt specielt for mig, for det er umiddelbart det sidste, jeg har tænkt mig, at skrive hjem til jer her fra Honduras! – Næste gang I hører fra mig, er jeg rent faktisk i Danmark igen! – Det er lidt vildt at tænke på, men nu er slutspurten da for alvor sat ind, og med kun 2 en halv uge tilbage begynder jeg virkelig, at kunne se afslutningen på 4 måneders eventyr! 

Desuden er det på tide, at I endelig får at vide, hvad alle de penge I har givet til projektet kommer til gå til!- Uhhh.. Spændende! Det vender jeg tilbage til!

Hvad er der sket siden sidst?

Arbejdet fortsætter på Manuelito, og jeg har jo stadig min hverdag sammen med de søde små i preeschoolen. Der er hver dag jo en fest (dog til tider også ret hård!)
De sidste par uger har i særlig grad været hård, da vi har manglet vand på projektet! Det betyder der ikke har været vand til, at tage et ordenligt bad, eller til at skylle ud i toiletterne. Ja, vi var sågar løbet tør for drikkevand!
I løbet af de forgangne 4 måneder, har vi jævnligt oplevet, at være uden elektricitet eller uden  vand – og nogle gange begge dele på samme tid. Jeg må indrømme, at det indimellem har været meget hårdt, at være et sted, hvor man ikke helt selvfølgeligt, har kunnet få et bad hver eneste dag (navnligt når det bliver så varmt, som her i Honduras). Det har til tider været en stor frustration. Dog er jeg blevet helt klar med mine prioriteter, og selvom mange danske teenagere ville omkomme uden internet, kan jeg informere dem om, at det er meget værre, at være uden vand i 2 uger end uden internet og elektricitet! – Bevares, jeg vil helst have begge dele, men vandet er helt sikkert øverst på ønskelisten!
Nogle dage har det haft den konsekvens, at skolen er sluttet tidligere, da den lugter uden vand, og børnene kan desuden ikke holde fokus uden vand at drikke! – Det kan vi andre for øvrigt heller ikke!

Det er svært at koncentrere sig uden vand! - NO HAY AGUA!! - Eller også var han bare træt ;) 

..Meeeen.. Man kan vel altid lege stoledans! 

I weekenden besluttede de ansatte, at lave skumfiduser og bål med børnene = HYGGE! 

Glædelig jul!?!

Eej – en af dagene her på projektet, blev der delt en hel del gaver ud! Det var nærmest, som en kæmpe juleaften.
Jeg ved faktisk ikke helt præcis, hvad årsagen var til, at de skulle have de her gaver, men der er vel altid en grund til at give en gave!
Det var dog ikke gaver, til de børn som bor her på projektet. Det var kun gaver til de børn, der kommer nede fra byen, som har skolegang her på projektet!
(Som nævnt tidligere, er det kun de fattigste familier her i Talanga, hvis børn får tilbudt gratis skolegang her på Manuelito. – Så de børn får nok ikke gaver så ofte)
Jeg skal også lige skynde mig, at understrege, at de børn, der bor her på projektet, har fået julegaver. Blandt andet fra deres sponsorer, så der var ikke grund til misundelse fra deres side.
De fik hver en æske med alt mulig i. Der var legetøj til dem selv og deres søskende! Der var strømper og slik og alt muligt andet godt! – Der var i hvert fald julelys i børnenes øjne om ikke andet!
Det er fedt, at se hvordan Manuelito rækker ud til byen og hjælper de familier, for hvem det er svært, at få hverdagen til at hænge sammen.

En kasse med alt muligt spændende! - Så er man vel ikke helt utilfreds! 

Så fik vi lige udforsket, hvad kassen indeholdte! - Stor begejstring! 

At danse i regnen!

Jeg har sagt det før, men jeg siger det igen; vi er sjældent informeret om, hvad det er dagene byder på her på projektet! – Vi må bare være fleksible og følge med så godt vi nu kan.
Vi oplevede for ikke så lang tid siden, at en hel dag var dedikeret til leg! – Om det var et resultat af manglende vand i bygningerne, skal jeg ikke kunne udelukke.
I hvert fald var dagen sat af til leg og endnu engang var der store grin og smil hele linjen rundt!

En masse leg og sjov - Vi nyder tilværelsen! 

Ironisk nok blev det også den første dag i meget lang tid, hvor der faldt bare en lille smule vand! – Ikke meget, men nok til at vi kunne få lidt vand i pilaerne og på den måde få vasket os en lille smule!
Folk var så begejstret for regnen! – Ja, det er helt svært, at forholde sig til, når man kommer fra regnfulde Danmark, at man kan være så glad for det, men jeg må indrømme, at jeg også var lykkelig for den smule vand der faldt! 
Der blev konkurreret i forskellige lege – navnligt tovtrækning er en klassiker her på projektet, og vi havde en rigtig sjov formiddag sammen, hvor vi også kunne nyde, at få vand på os!

Tovtrækning i regnen! - Jamen, vi kan li' det! 

Den her jakke er også lidt for stor til mig! 

Turen går til Emmanuel!

Vi besluttede os, for at tage turen til et andet børnehjem her i Honduras. Vi ville besøge det kæmpe store børnehjem, Emmanuel, som er hjem for 450 børn!
Efter at have været på Manuelito i godt 3 måneder, tænkte vi det kunne være fedt, at se hvordan et andet projekt fungerede, som en kontrast til Manuelito. Og jeg skal love for det blev en kontrast! – Nu skal det hele ikke handle om det vand, men det har virkelig bare fyldt meget! – i hvert fald, vi ankom til Emmanuel med et stort behov for hurtigst muligt, at få et bad. Det var vi udmærket godt klar over.
Vi ankom til projektet, og det første der faldt os i øjnene var noget usædvanligt grønt græs i forhold til varmen. Dette kunne dog hurtigt forklares, da græsplænen simpelthen bliver vandet på Emmanuel. Vi kunne ikke lade være med, at grine lidt af det, for vores hverdag var bare så langt fra det her! 

Emmanuel! - Et børnehjem med 450 børn! 

Vi havde en aftale med Kristian og Ida (to nye danske volontører på Emmanuel), om at vi kunne følges med dem, og se hvordan det var, at være volontør på det her projekt.
Det var tydeligt, at det selvfølgelig fungerer meget anderledes, end på Manuelito. Der er en stor forkærlighed for rækker på Emmanuel. Hver gang de skulle gå fra deres hus til spisesalen, så gik alle børnene på en lang lige række. En ting der naturligvis er nødvendig, når man har 450 børn. Børnene var desuden iklædt t-shirts i skoletiden, som indikerede, hvilken bygning de boede i. Så alle de store drenge var i blå, de mellemstore i sort osv. På en eller anden måde, virkede det hele meget mere institutionsagtig end på Manuelito.
Måltiderne var præcise! – Noget vi aldrig har oplevet på Manuelito! Og deres aftensmad spises allerede kl. 15.30, for så er de klar til at tilbringe resten af aftenen i deres huse. (Jeg vil nu aldrig kalde et måltid kl. 15.30 for aftensmad, men det er altså sådan det er) 

Spisesalen på Emmanuel - Den skulle vidst kunne rumme 900 mennesker! 

..Og så spiser vi aftensmad 15.30.

Jeg fik lov til, at følges med Ida en lørdag, for at se hvad hun som volontør, lavede på det her projekt. Vi stod op allerede 05.30 – Noget jeg aldrig har gjort en lørdag på Manuelito, for at ordne vasketøj hos hendes drenge og for at give nogle af dem noget medicin. Det var nogle super søde drenge, som virkelig bare var fantastiske. Deres største ønske var vidst bare, at hjælpe os.
Jeg vil på ingen måde kunne beskrive fuldt ud, hvad Ida’s hverdag på Emmanuel består af. Jeg fik en lille fornemmelse af det, og takker meget for, at jeg måtte følge hende denne ene dag, så jeg kunne få et lille indblik i, hvordan det er at være volontør på Emmanuel.

Emmanuel virker generelt meget mere amerikansk end Manuelito. På Emmanuel kan man eksempelvis drikke vand fra hanen, da de har deres egen brønd. Hele projektet er asfalteret og bygningerne er usædvanlig flotte.
Jeg vil sige, der er mange ting, der er nemt at forholde sig kritisk overfor i forhold til Emmanuel, og jeg tænker i høj grad på, om de her børn bliver klar til, at komme ud fra børnehjemmet, når de bor et så amerikaniseret sted. Honduras ser bare ikke helt sådan ud!
Når det så er sagt, må man også erkende, at de har kapacitet til, at redde mange flere børn fra ulykkelige skæbner, end Manuelito formentlig nogensinde vil få. Desuden har de kapacitet til at tage børn med ”special needs” ind. Altså børn der er handicappet i en eller anden forstand. Noget vi på Manuelito bestemt heller ikke er i stand til.  
Til gengæld tror jeg, at vores børn og unge i højere grad, bliver forberedt på den honduranske tilværelse! 

Manulito 2016

Emmanuel 2016 - To meget forskellige steder, men de kæmper begge for børnene!

Jeg tror såmænd ikke der er en rigtig og en forkert måde, at køre et børnehjem på, men der er helt sikkert forskellige måder, at gøre det på! – Det blev tydeligt for mig!

Det var i hvert fald spændende, at få skabt en kontrast til Manuelito!

- Tak til Kristian og Ida for at I ville vise os Emmanuel! – Og stor tak til de kvindelige volontører på Emmanuel, for at jeg måtte deltage i jeres aftensmad, og få rugbrød for første gang i 3 en halv måned! - Det var simpelthen så fantastisk lækkert!!
Må Gud velsigne jeres ophold på Emmanuel! 

..Og vinderen er...

Så kommer vi til det sprængende punkt, og noget jeg virkelig har glædet mig til, at skulle informere jer om. Nu har jeg jo været på projektet i godt og vel 3 måneder, og først nu føler jeg mig overbevist om, hvad de penge jeg har fået fundraised skal gå til.
Jeg har snakket med missionæren Justin af flere omgange, og virkelig udtrykt vigtigheden for mig, i at det er noget både piger og drenge får glæde af.
Derfor kommer en del af pengene til, at gå til to nye fjernsyn til deres dagligstuer. I kan måske undre jer lidt over det, og tænke om det ikke er lidt en form for luksus.
De har jo allerede fjernsyn? – Jaa, pigernes er en gammel smadderkasse, som har et virkeligt ringe billede og et meget løst kabel, så forbindelsen er dårlig. Ofte sidder en af pigerne og holder kablet i den helt rigtige vinkel, så billedet ikke forsvinder.
Drengenes er så småt, at det næsten gør ondt, i forhold til hvor mange de rent faktisk er. På det lille fjernsyn ynder over 20 drenge at se fodbold – igen med dårligt billede!
Det kan godt være, det er lidt en luksus, at få nye fjernsyn, men det er vitterligt, det eneste der står i deres dagligstue, så det tænker jeg, godt må være i orden.
Jeg forventer dog ikke, at alle pengene vil blive brugt på det projekt, og det resterende beløb vil derfor gå til et par nye madrasser. Noget de ønsker at få skiftet ud i alle senge inden for de næste par år.
Jeg føler i høj grad, at det her er det rigtige. På den måde får både drenge og piger glæde af pengene og vi fremmer desuden også projekt ”nye madrasser” her på Manuelito.
Jeg vil gerne takke for alle de penge, jeg har været i stand til at kunne tage med her til Honduras! – Det havde ikke kunne lade sig gøre uden jer, og jeg er jer dybt taknemmelig! Jeg håber I kan indfinde jer med, hvad jeg har valgt pengene skal gå til, og kan se, at I har været med til, at skabe en bedre hverdag for de her udsatte børn og unge.
Endnu engang; ”TAK!!!”

Bye bye - Det er på tide, den her smadderkasse bliver skiftet ud! 

”Om lidt bli’r her stille.. om lidt er det forbi!”

For at citere en folkekær musiker, så er det også snart ved, at være virkeligheden for min Hondurasrejse! Det har været et spændende eventyr, med en masse udfordringer og en masse positive oplevelser! – Heldigvis overvejende det sidste!
Nu kommer dagen snart, hvor jeg skal sige farvel til alle de her søde mennesker, jeg har lært at kende i løbet af de forgange måneder, og jeg ved ærligtalt ikke helt, hvordan det bliver.
Jeg ved det bliver svært, for jeg har virkelig fået mange gode venner her, men de vil altid være i mine tanker og i mine bønner uanset hvor jeg befinder mig! – Det er helt sikkert!
Jeg vil nyde min sidste tid her på projektet, og så rejse hjem med en rygsæk der er fyldt til randen af oplevelser, som jeg altid vil kunne se tilbage på med stor glæde!

Ham her bliver svær at sige farvel til! 

Næste gang jeg skriver et blogindlæg, er jeg i Danmark! – Der vil jeg skrive noget om, hvordan min afsked med projektet blev, og vil også lave en lille opsamling af, hvordan min rejse overordnet har været!
(Jeg vil i øvrigt også smide nogle billeder op af de nye fjernsyn, der forhåbentlig er kommet på projektet til den tid)

Ellers ses vi jo lige pludselig inden så længe!

(Tak for forbøn! – den bliver stadig taget imod med stor taknemmelighed!)

Dios les bendiga a todos ustedes!

Gud velsigne jer alle sammen! – glæder mig til at se jer snart!

Slutspurten sætter ind!

Livet forsætter i Honduras.. 

Så er der nyt på bloggen! - Læs med hvis det lyster! 

Så er der endnu engang nyt her på bloggen! 

Lige nu skriver jeg med en lidt tom fornemmelse, for Arne har simpelthen forladt os! Eej, rejsen var planlagt sådan fra starten af, men nu er det altså virkeligheden for os, og Martin og jeg må køre det her volontørteam videre uden, Arne!
Tak Arne for en super fed tid her på Manuelito! – Det har ganske enkelt været en fornøjelse, at lære dig at kende, og den sidste måned uden dig skal nok komme til at føles lidt tom, men vi satser på, at få det bedste ud af det!
Må du have en fed rejse til Guatamala, og så ses vi jo nok i Danmark engang! – Gud velsigne dig!

..Hverdag endnu engang?

Hvad er der så sket! Vi ankom på projektet alle tre for 2 uger siden, efter en tiltrængt ferie i Costa Rica og et spændende Impact Academy i Tegucigalpa, og siden har der været go på!

I princippet er vi egentlig bare kommet tilbage til hverdagen, men det er sandelig også rigeligt!!

2 glattejern redder dagen!

Efter to uger udenfor projektet, besluttede jeg, at jeg ville tage en gave med tilbage til pigerne. Hvad skal man så lige finde på? Jeg var ærligtalt ikke et sekund i tvivl. (Det her er ikke noget, der er købt for de penge, jeg har fået fundraised. Det her er en gave fra mig til de her piger)
Efter at have været vidne til de her pigers morgenrutine, ved jeg, at glat hår er at foretrække. Derfor bliver glattejern brugt flittigt. Problemet er dog bare, at de ikke havde et glattejern. Derimod havde de et strygejern, og nogle gange må man jo være lidt kreativ.
Jeg synes dog ikke, det var helt optimalt, og besluttede mig ret hurtigt for, at den lille ting, ville de nok blive ret glad for. Så jeg købte 2 velfungerende glattejern, og CHOK hvor er de blevet taget pænt imod! – Jeg er som sådan ikke fan af, at de glatter deres pæne krøller væk, men hellere at de gør det med et glattejern end et strygejern. Det virker måske lidt overfladisk og unødvendigt, men de er jo stadigvæk kun teenagepiger, som går op i alt det her..
Jeg synes svagt, at kunne erindre 8. Klasse, som vidst nok havde lidt det samme indhold for mig…

Vi elsker at ordne hår! - Var det noget med en klipning? 

Når man er lidt syg..

Sygdom er noget, jeg heldigvis er blevet ret forskånet for på den her tur! – tak Gud for det!
Men det betyder jo ikke, at alle andre får lov at slippe. Den sidste uge, har min lille mindste prinsesse her på projektet været ret syg, og jeg må indrømme, at jeg faktisk nyder, at sidde og holde i hånden og nusse hende i håret, når hun nu ikke har det så godt.
Da ressourcerne på projektet er små, og der ikke er så mange ansatte, er der bare ikke den samme tid til omsorg, når nogen er syg. Når man kun er 5 år, er det bare rart, at der er nogen man kan sidde hos, som vil tage sig lidt af én. Derfor har jeg virkelig prioriteret, at være hos hende den forgangne uge, når jeg fik fri fra skole. Det har resulterede i mange fælles middagslure, og en del ”Frozen” på dansk sammen med hende! – Hun er heldigvis snart rask igen! – Det var bare en lille hverdagsoplevelse herfra!

"SKAL VI IKKE LAVE EN SNEMAND?" - Hun må snart, kunne sige den sætning på dansk! 

Ugen der gak..

Efter en stille og rolig uge i skolen, blev det omsider weekend!

Weekend kan holdes på mange måder, men vi valgte endnu engang at lave ”pan-de-danesa” til alle!

Snobrød er virkelig et hit her på projektet, og er i høj grad noget vi hygger os med! – vi havde i hvert fald en hyggelig aften, og det er jeg også overbevist om, at både børn og unge havde.

Lørdag var også en stille og rolig dag, hvor der egentlig ikke skete så meget.
Om eftermiddagen var vi dog blevet inviteret hjem til læreren, Julie, til Balliaders. Det er en lækker honduransk ret, hvor man tager en pandekage, smører lidt bønnemos på, en lille smule cremefraice/mayonaise-lignende ting, og så kan man tilføje grøntsager efter behag – der fik I opskriften! – Held og lykke i køkkenet!
Det var rigtig lækkert! – Endnu engang, oplevede vi dog den gigantiske kulturelle forskel i forhold til, at besøge de ansatte.
Mens vi sad og spiste, var værterne ude i køkkenet, og kom næsten ikke forbi os. Det er meget anderledes, og det virker lidt mærkeligt for os hver gang, men det er da ikke fordi, vi ikke hygger os, når det sker. 

Puedes hablar Espanol?

Så startede en ny uge, som viste sig, at være lidt anderledes uden, at vi vidste det! – Det er sjældent, vi er godt informeret om, hvad der skal ske i løbet af en uge, men vi tager tingene, som de kommer.
I den forgangne uge, viste det sig, at vi skulle fejre ”Dia de Espanol”. Det er en speciel dag, hvor vi fejre det spanske sprog! – Et sprog jeg virkelig ønsker at mestre!
Hvordan fejrer man sådan en dag bedst? For vores små banditter involverede det, små grønne frømasker og en flot grøn t-shirt.
Hver klasse skulle lave et mindre oplæg for resten af skolen. Det kunne være en sang, en lille sketch eller noget helt tredje! Mange kreative ideer kom på bordet, men skal jeg være helt ærlig, er jeg da ikke et sekund i tvivl om, at mine små labaner var ultimativt de bedste efter en smule sceneskræk og lidt startvanskeligheder – Det har vi vel alle prøvet!
Vi havde øvet en rigtig dejlig sang, om en lille sød tudse, som svømmer i floden – resten af teksten må jeg ærligt indrømme, jeg måske ikke helt forstod, men de var bare så søde, da de gjorde det! – Hvis de ikke vandt på talent, vandt de 100 % i nuttet-hed!

Det var en rigtig god dag, hvor vi endnu engang, var vidne til en helt masse talenter her på projektet!

Billederne fra "Dia de Espanol" er på Arne's kamera, som jeg desværre ikke har adgang til længere!
(Men er hun ikke en fantastisk sød lille pige?)  

..derfor får I lige nogle billeder fra en hverdag, hvor vi plantede buske!
(Billeder fra "Dia de Espanol" følger senere!) 

Senere samme dag kiggede Hanna og Kim forbi projektet for sidste gang, inden deres afrejse! 

Børnene tog selvfølgelig pænt imod dem og der blev da også afholdt en mindre afskedsfest for dem. Det var rørende, at se dem tage afsked efter, at have haft en så tæt relation til projektet, men Gud har helt sikkert en plan med dem i Danmark og vil helt sikkert bruge dem, til at dele alt det de ved og har lært om livet i Honduras efter et to års ophold – Må Gud velsigne dem i deres nye liv i DK.

Så vender de snart snuden mod DK efter 2 år i Honduras - God rejse hjem! 

Hasta la vista, Arne!

Så fortsatte ugen og vi ramte torsdag, som var Arne’s sidste hele dag på Projektet! Hvordan tager man dog bedre afsked, end at lave kage til hele banden! – Vi må indrømme, at vi nok er blevet lidt kendt, som de volontører, der bager afsindig meget! Vi er alle tre udstyret med utroligt søde tænder og det har vores ophold, da også båret præg af!
Denne var en kombination af Arne’s afskedsfest og så var det desuden en gave fra mine forældre – TAK MOR OG FAR!
Denne gang tog vi dog en anden udfordring op og forsøgte os med en drømmekage! Jeg understreger lige, at den kage er lidt svær, at lave uden brun farin, men vi forsøgte os frem, så godt vi nu kunne! – Vi fandt noget brunt sukker (som viste sig, at smage ganske forfærdeligt! – men det er åbenbart slik i deres verden.)
Efter at have tilføjet kokussen, blev den dog spiselig for mig. Eeej, den smagte godt og de elskede den! – Det var en kæmpe succes!!

Et styk vellykket drømmekage! - Martin til venstre og Arne til højre! 

Vi er klar til at feste for Arne! 

Arne’s afskedsfest var en rørende omgang! – Nok mest for ham! HAN GRÆD SOM PISKET! (eej, det er løgn.. Han tog det rigtig pænt og fik sagt ordentligt farvel til alle vores søde børn og unge) 

Det var en rigtig fin afsked, og børnene skiftedes da også til at komme, og sige nogle søde ord til ham. En ting kan han simpelthen ikke være i tvivl om! – Han er altid velkommen her på Manuelito, hvis han nogensinde skulle komme forbi Honduras igen! – Det er en stor familie for os nu!

3 glade, danske volontører! 

Turen går til La tigra!

Hvordan tog vi så afsked med den kære Arne? Vi fulgte med ham ind til Tegucigalpa, og gjorde den sidste lørdag han havde her i landet til en udflugt.
Klokken alt for tidligt om morgenen, stod vi op og tog turen sammen med Sandra (vores spansklærer og veninde) og Camilla til La tigra – En honduransk nationalpark som indeholder meget smuk natur og en rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig laaaaaaaaaaang gåtur! – Vi gik da i hvert fald i en 5 -  6 timer i et rimeligt ujævnt terræn. Jeg var i hvert fald træt, da jeg skulle i seng om aftenen!

Der er sådan set ret smukt i Honduras! Camilla og jeg nyder det i hvert fald! 

Efter en rigtig hyggelig vandretur i den smukke nationalpark, besluttede vi, at vi skulle ud og spise ”fint” om aftenen, for ligesom at tage ordentlig afsked med ham Arne! 

Vi havde hørt om en rigtig god restaurant, som Hanna og Kim havde nået, at gøre lidt reklame for! Den var godt nok lidt dyr, men den skulle være rigtig god.
Øhhh.. Det var den så absolut også. Det viste sig, at være det næst-fineste spisested i hele Tegucigalpa. (sådan af, hvad vi kunne læse os frem til)
Vi havde altså ikke lige nået, at skifte tøj efter en ret så lang gåtur, så vi ankom til dette yderst ekstravagante sted iført vandretøj og en rimelig påhængende lugt af sved! Nuvel, vi følte os måske en smule underdressed, men vi nød da maden – De havde dog nok lidt svært, ved at tage os helt seriøst!

Søndag kl. 05.00 om morgenen, blev det så virkelighed! Arne skulle sige farvel til os og videre på sin rejse!

Vi havde aftalt, at stå op kl. 04.55, og så tage ordentlig afsked med ham. Det gjorde vi alle tre, minus Martin – Den sovetryne!
Anyway – han fik lidt chokolade med på turen og ellers så jeg kun røgen fra hans taxa. Det var det.

(Jeg har dog modtaget besked om, at han er kommet godt frem til grænsen i Guatamala)

Tak for denne gang, Arne - Ses i DK! 

1 måned tilbage.. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det!

Nu er vi så tilbage på projektet endnu engang! – Vi er kun os to nu, men vi skal nok få en fed sidste tid her på projektet! Vi ved stadig ikke, hvad der vil ske, men vi lægger det over til Gud, og tror på, at han vil sørge for os! – Igen vil jeg gerne takke jer for, at læse med om alle de oplevelser, jeg har her i Honduras! Jeg vil også gerne takke for alt den forbøn, jeg ved der har været for mig! – Igen, det er stadig det vigtigste på den her tur.
Må Gud velsigne jer alle sammen og så ses vi jo faktisk inden så længe!
Store knus fra Honduras!