”..Og de levede lykkeligt til deres dages ende”

Når eventyret slutter..

Manuelito 2016 - Kan I finde den blege dansker? 

Vi kender alle sammen den klassiske eventyrslutning. Det betyder, at nogen i dette eventyr, skal have en lykkelig slutning.
Nu er 4 måneders eventyr overstået og jeg ønsker mere end noget andet, at det er den slutning der venter alle de søde børn, jeg har haft æren af at arbejde sammen med de sidste par måneder. Det er der dog desværre ingen garanti for. Jeg kan blot sidde 10.000 kilometer væk fra dem og bede til Gud om, at han vil velsigne deres liv rigt herfra. Statistisk vil det langt fra ende med den lykkelige slutning for dem alle sammen, som jeg ønsker, men jeg tror på at Gud kan udrette mirakler, og kan give dem en velsignet fremtid, uanset hvad tallene siger!

Den sidste tid på projektet

Hvad bød de sidste par uger så på? Som sådan stod den på helt almindelig skolegang disse uger, dog med en bevidsthed om, at hjemrejsen snart stod for døren, hvilket kun skabte spænding.
Den sidste tid på projektet var en blandet fornøjelse. På den ene side trak gensynet med venner og familie meget i én, mens det svære farvel også ligeså stille blev en realitet for én.
Det gjorde blot, at man ønskede i endnu højere grad, at være til stede, mens det endnu fandt sted!
Desværre blev Martin ret syg den sidste tid vi befandt os på projektet, hvilket involverede nogle ufrivillige ture til hovedstaden, Tegucigalpa, for at få taget diverse prøver. Det var naturligvis rigtig irriterende for ham, men også en nødvendighed, da vi frygtede diverse sygdomme såsom zika.
Det var ture, han ganske vidst tog alene, men det betød, at jeg stod som ene dansker tilbage på Manueltio, men heldigvis havde både børn og personale øje for mig, mens jeg var der alene, og sørgede i høj grad for at få mig med! – Tak til dem for deres grænseløse omsorg!  

En stille og rolig skoledag! 

- Vi er altid klar på sjov og spas! overskæg af modellervoks = et hit!

Billedet kunne godt have været noget bedre - men vi hygger i skolen! 

Besøg af en dansker!

Onsdag d. 18/5 fik vi besøg af den nye volontørkoordinater fra Impact, Sissel. En rigtig sød pige, som Impact helt sikkert bliver glade for, at have i Honduras. (Og det gør mange fremtidige volontører sikkert også)
Vi fik en rundvisning på projektet af Justin, hvor jeg endnu engang fik fortalt historien bag Manuelito. Det er for mig stadig en ret vild historie, hvordan præsten Jorge Pinto bare følte et kald til at bekæmpe, at der skulle være gadebørn i Honduras, og uanset hvor urealistisk stor den opgave lyder, er det en opgave, han er sikker på, at Gud gav ham.
Jorge Pinto kørte en dag forbi et gadebarn og overvejede, at give penge, så han kunne købe et måltid. Han vidste dog godt, at de penge højst sandsynligt ville blive brugt til lim, så han kunne slippe væk fra tilværelsen, ved at sniffe sig blank. I stedet tog han barnet med ud til et måltid og efterfølgende tog han barnet til sig. Han følte et kald til at redde dette gadebarn – og han så det som hans problem, at der eksisterede gadebørn. Det blev begyndelsen på Manuelito! Et kald til at hjælpe alle gadebørn væk fra gaden!
43 børn er selvfølgelig langt fra alle gadebørn i Honduras, men det er da en begyndelse! – Kampen forsætter i hvert fald! 

Et billede der hænger på kontoret på Manuelito! Historien om, hvordan Jesus løfter gadebarnet ud af fattigdommen! en proces der også er rigtig hård! 

Samme dag Sissel besøgte projektet, blev det desuden afsløret, at jeg havde købt nogle nye fjernsyn til deres dagligstuer. Det foregik sådan, at alle børn blev samlet i spisesalen, hvor de to papkasser med LG logoet stod klar, og så forklarede missionæren, Justin, hvordan tingene hang sammen, og at jeg igennem venner, familie, kirker og andre organisationer havde fået samlet en sum penge sammen, og nu havde mulighed for, at gøre deres dagligstuer mere velfungerende!
Det var en fantastisk oplevelse og de blev meget glade for dem! – Jeg skulle hilse og sige ”Muchas gracias!” 

Vi sender et stort tak hjem til Danmark! - I har bare været for gode alle sammen! 

Så blev den sat op hos pigerne!

..og hos drengene!

Micah 4 år!

Den sidste fredag på projektet blev også en speciel oplevelse for mig. Dagen forinden havde min lille nye ven Micah (missionærerne, Justin og Ashley’s, søn) spurgt mig, om jeg ikke ville komme til hans fødselsdagsfest fredag aften. Det ville jeg selvfølgelig super gerne! – Desværre kunne Martin ikke deltage til dette, da han var på hospitalet i hovedstaden, så jeg var ene dansker til dette event.
Det gik i hvert fald ikke uset hen, at Micah fyldte 4 år!
Der var blevet arrangeret sjove festlige lege og Micah havde et brag af en fest! Som afslutning på en vellykket aften, skulle pinataen have nogle slag! Micahs yndlingsfigur er ubetinget Spiderman, så der var slet ingen tvivl om, at piataen selvfølgelig skulle være en tro kopi af den her actionfigur.
Det er en klassisk tradition i Honduras, at når der afholdes børnefødselsdag, så skal deres yndlingsfigur laves som en pinata, hvor der er slik indeni og så skal den altså slås til ukendelighed. Det svarer lidt til at slå katten af tønden.
Micah havde helt sikkert en god aften med venner, familie, lege, pinata og lækker kage! Jeg er overbevist om, at det var helt i Micahs ånd!

Micah og hans højt elskede pinata! 

Efter en masse hyggelig leg, skulle der selvfølgelig kage til! 

..og det var en god kage!

Søndag morgen med familien..

Søndag formiddag startede et nyt initiativ, som jeg faktisk virkelig håber de bliver ved med, for det var et rigtig godt initiativ. Det er sådan, at Manuelito gerne kalder sig Manuelito-familien, og meget af det, som de her børn skal lære, er hvordan, man er en velfungerende familie. Det kan være en stor udfordring, at lære de her børn, noget vi måske tænker, er relativt simpelt, men de her børn har måske aldrig været vidne til en velfungerende familie, så hvordan skulle de kunne vide, hvordan sådan en ser ud, og hvad man laver sammen som familie? Det blev der lige slået et slag for denne søndag! – Vi skulle spise morgenmad sammen alle sammen, hvilket jeg selv tænker er en god familie-ting at gøre sammen, denne ene dag i ugen, hvor vi alle har fri fra skole og arbejde. Det var super hyggeligt, og man kunne se, at børnene nød det rigtig meget! Jeg håber, det bliver noget, de vil tage med videre til deres egne familier, når de en dag måske bliver velsignet med sådan en!

Måske er der startet en ny tradition her! 

Det var i hvert fald super hyggeligt!

Den hjerteskærende afsked!

Det kunne ikke undgås! Siden jeg rejste af sted, vidste jeg at min hjemrejsedato ville være den 2. juni! Det gjorde helt sikkert de sidste dage på projektet meget specielle for mig, og jeg gik konsekvent rundt med en lidt underlig følelse omkring det. Dagen før min hjemrejse, d. 1. juni, forlod Martin projektet. Grundet problemer med flybilletter og alt mulig andet, kunne vi ikke rejse hjem med samme flyselskab eller samme dato, så derfor havde jeg lige en dag mere på Manuelito.
Tirsdag blev der afholdt en mindre afskedsfest for os, hvor vi måtte bestemme menuen, og hvor der blev bedt for os og for vores hjemrejse! Børnene kunne efterfølgende komme op og sige nogle ord til os, hvis de havde noget, de gerne ville dele med os. Det var et rigtig rørende øjeblik og det var virkelig hårdt, at høre dem sige alle de søde ting her, når man godt vidste, man skulle sige farvel om lidt.
Jeg gik en tur til byen dagen før min hjemrejse og brugte alle mine overskydende lempires (valutaen i Honduras) på slik og sodavand til de dejlige piger, som havde været så søde at bo sammen med de forgangne måneder. Om aftenen blev der spist slik og drukket sodavand til vi næsten fik det dårligt! Og de gjorde det samme med, at give mig nogle søde afskedshilsner med på rejsen. Endnu engang en meget rørende oplevelse, men virkelig også en fantastisk oplevelse!

De søde 7 piger, som jeg har delt værelse med! Der blev guffet slik til den store guldmedalje!

Justin og Ashleys mindste søn, Isaiah siger farvel! 

D. 2. juni 2016 = Hjemrejsedato! 

Så ramte vi hjemrejsedatoen. Det var en lettere speciel formiddag på projektet, hvor jeg havde aftalt med missionæren, Justin, at han ville køre mig til lufthavnen kl. 09.30. Nu skulle det gå lidt stærkt med, at få sagt farvel til dem alle sammen! Jeg havde heldigvis pakket alle mine ting dagen forinden, så jeg kun skulle koncentrere mig om, at få en ordentlig afsked med hele projektet.
Jeg løb rundt over hele projektet, for at sige farvel til både børnene og personalet. Den ene afsked mere rørende end den forrige. På et tidspunkt i min farvelrunde stoppede datteren af de to ledere på projektet mig. Hun sagde, at hun havde ledt efter mig overalt og at hun havde en gave til mig. Det blev jeg meget overrasket over. Hun rakte mig en bog, gav mig et knus, smilede til mig og løb så hurtigt tilbage til hendes klasse igen. Jeg stod med bogen i hånden og fandt hurtigt ud af, at det var en spansk Bibel jeg havde fået. Så jeg havde ikke bare fået en bog – jeg havde fået bogen!
Jeg blev så glad, overrasket og rørt, da jeg opdagede hvilken bog, de havde givet mig! Senere gav en af de øvrige ansatte på personalet udtryk for, at jeg altid havde haft min danske Bibel med til gudstjenester, og de var slet ikke i tvivl om min glæde i Jesus, så de synes, det var den mest passende gave, de kunne give mig! Det har nok været den bedste besked jeg nogensinde har fået, og den Bibel betyder så uendelig meget for mig! (Lille bonus historie – På turen ind til lufthavnen fik jeg omsider tid til at åbne min spanske Bibel, og læse lidt i den. Da jeg slog op på første side, stod der en rigtig sød og dejlig hilsen til mig! Noget der virkelig gjorde mig rørt, når jeg nu sad i bilen på vej til lufthavnen)
Jeg blev kørt til lufthavnen, sagde farvel til Justin og Ashley og nu begyndte rejsen hjem igen så!

Den sidste gudstjeneste jeg kunne deltage til! - Der havde jeg stadig kun min danske Bibel ;) 

Når eventyret slutter..

Vi kender, som sagt alle sammen den klassiske eventyr slutning ”..og de levede lykkeligt til deres dages ende!”
Jeg ved stadig ikke, om det bliver realiteten for de her børn, eller for mig selv for den sags skyld! Jeg kan bare bede til, at det må gå de her børn godt i deres liv, og at Gud vil velsigne dem rigt!
Til gengæld kan jeg garantere, at mit honduranske eventyr fik en lykkelig slutning! Jeg har haft nogle helt igennem fantastiske måneder i Honduras, hvor jeg har fået sat et perspektiv på livet, som jeg virkelig kun tror, man kan få, hvis man har været presset helt ud i felten, hvor jeg har befundet mig sammen med de her mennesker! Fattigdom kontra rigdom, velfærdsstat kontra korruption, mangel kontra overflod! Mange modsætninger er blevet sat op imod hinanden i de forgangne måneder inde i mit hoved! Jeg er i høj grad blevet gjort opmærksom på alle de ting, jeg måske har været god til at tage for givet, som jeg har hjemme i Danmark. Der er så mange ting, så det ville blive en forfærdelig lang liste, hvis jeg skulle skrive dem alle. Men punktet over dem alle, den ting jeg værdsætter mere end nogensinde før, er min familie!
Efter at have været vidne til så mange børns tilværelse uden forældre, kan jeg kun takke Gud for, at jeg selv er velsignet med nogle forældre, som jeg ved, elsker mig.
Jeg vil for altid have projekt Manuelito i mit hjerte, og de vil være i min bøn for altid! – Jeg vil også bede for alle gadebørn, ikke kun børnene i Honduras, men alle gadebørn i hele den store verden! Må Gud give dem et lys, i det mørke de er i! Må han vise dem, at de er elsket, og at der findes mennesker der vil dem, når nu dem der burde have taget et ansvar, tilsyneladende enten har været ligeglade eller ikke har magtet opgaven! – Må Gud skabe flere kald i mennesker til, at gøre noget ved denne problemstilling, ligesom han gjorde med Jorge Pinto! Det rykker noget, og det er de små initiativer, der ændrer liv for altid!
Må vi have hjerter, der er klar til opgaven, når Gud kalder, og lad os ikke skræmme af opgavens størrelse og uoverskuelighed! Det er ikke os, men Gud der kan ændre virkeligheden, som den ser ud lige nu, men må vi stille os klar som redskaber, så vi kan bruges i hans tjeneste! – Det ønsker jeg i hvert fald at gøre!
Jeg er overbevist om, at Gud smiler og ryster let på hovedet af os, når han kalder os til en opgave, og vi som det første vender os imod ham og siger ”Jamen Gud, det kan jeg ikke! Det er jeg slet ikke stærk nok til! – Det kan ikke være mig du mener!” For hver eneste gang, ønsker Gud at sige til os med et smil på læben – ”Det forventer jeg heller ikke du kan, men jeg kan igennem dig! Selvfølgelig er du ikke stærk nok, men jeg vil give dig styrken! – Det er nemlig lige præcis dig, jeg har valgt til dette!”
Det har været min oplevelse af denne rejse! Gud har været med mig hele vejen, og har givet mig alt det jeg manglede. Jeg tvivlede også på, om jeg var stærk nok til denne opgave inden afrejse fra Danmark, men Gud har helt sikkert givet mig styrke igennem hele rejsen! Det har bare været så virkeligt, at han har været med mig!
Jeg ønsker, at denne rejse for altid også må gøre mig klar til, at gå den vej Gud ønsker! Uanset hvor det bringer mig hen i verden!

For sidste gang! ”Los ninos no deben vivir en la calle!” – Børnene bør ikke bo på gaden!

Gracias a Dios!

En meget glad, dansk pige, der omsider står på dansk grund igen!! 

Rugbrød og varmt vand!

1 måned er snart passeret i Danmark. Det er gået overordentlig hurtigt med, at falde tilbage i gamle mønstre og sin vante livsstil. Jeg nyder selvfølgelig, at være sammen med familie og venner igen, men savner naturligvis også Manuelito meget.
Det er en lidt blandet tid for mig, da der også snart starter et nyt kapitel i mit liv, hvis alt ellers går, som jeg ønsker. Uddannelse venter lige rundt om hjørnet, og jeg håber på snart, at kunne starte igen. Det bliver hårdt, da 2 år væk fra skolebænken er lang tid!
Jeg ved, at Gud har planer for mig, så nu må vi se, hvordan det kommer til at forløbe!
Jeg håber også på, at jeg en dag får muligheden, for at besøge Manuelito igen. De er stadig i mine bønner og vil altid være det! 

Kusinen er blevet student efter jeg er kommet hjem fra Honduras - Tillykke! 

Brormand var også tydeligt begejstret for at se mig igen! 

Tak fordi I har fulgt mig her på bloggen! – Det har været en fornøjelse, at skrive den! Jeg nyder at bruge ord, til at skrive historier såvel som læserbreve, artikler mm. Det er bare sjældent, at disse skriverier kommer længere end min egen computer, så at vide, at nogen har taget sig tid, til at læse min rejseblog er en stor ære, og jeg har heldigvis fået meget positiv respons på den! Jeg glæder mig ved, at jeg om et år stadig kan kigge på denne blog, og mindes en rigtig god og eventyrlig rejse til et af verdens farligste og stadig mest fantastiske lande.
Tak! – Vi ses derude!

Gud velsigne jer!